Moskva, 15/05/2026 - 11:29
Rusland og Ukraine udveksler krigsfanger som led i aftale
205 russiske fanger byttes med 205 ukrainske fanger. Udvekslingen sker som led i aftale om kort våbenhvile.
Thomas Peter/Reuters
Af: /ritzau/
Rusland og Ukraine har fredag udvekslet 205 krigsfanger fra hver side.
Det meddeler både Rusland og Ukraine.
Udvekslingen er en del af en aftale om en tre dage lang våbenhvile, som varede til og med mandag.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, skriver på Telegram, at de fleste af de ukrainske soldater har været i russisk fangenskab siden 2022.
- Dette er første fase af udvekslingen af 1000 for 1000 fanger, lyder det fra Zelenskyj.
Han har desuden lagt billeder op, som ifølge AFP viser ukrainske soldater, som er blevet frigivet. Soldaterne er svøbt i blå og gule ukrainske flag, mens de smiler og omfavner hinanden.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, meddelte fredag i sidste uge, at Rusland og Ukraine var blevet enige om at holde en pause i kamphandlingerne i tre dage til og med mandag.
Udover at indstille kampene var parterne ifølge Trump også blevet enige om at udveksle 1000 krigsfanger fra hvert land.
Våbenhvilen faldt sammen med Ruslands fejring af "Sejrsdagen" den 9. maj. Dagen markerer Sovjetunionens sejr over Nazityskland i 1945 og markeres normalt med en parade.
I år var paraden dog mere nedtonet, end den har været de seneste år. Rusland pegede op til dagen på sikkerhedshensyn som årsag til, at paraden ville se anderledes ud.
Under våbenhvilen har begge parter anklaget modparten for at bryde den.
Efter våbenhvilens afslutning har begge lande genoptaget deres angreb.
Rusland har rettet angreb mod flere ukrainske byer, herunder omfattende angreb mod den ukrainske hovedstad, Kyiv.
Ifølge nyhedsbureauet AFP lyder den seneste opdatering fra Ukraines beredskab, at angreb, der fandt sted torsdag, har kostet mindst 24 personer livet.
Blandt de dræbte er tre børn, lyder det fra beredskabet.
Samtidig er der fredag meldinger om, at et ukrainsk droneangreb har dræbt tre personer i byen Rjazan, som ligger omkring 200 kilometer sydøst for Moskva.
/ritzau/AFP




