Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/01/2025 - 09:00

Disse kendte gør klar til bleer og babymos i 2025

Det nye år byder på et væld af familieforøgelser blandt landets kendisser som Stephania Potalivo, Lars Hjortshøj, Ditte Haue og Christian Degn.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Et sandt festfyrværkeri af forventning funkler hjemme hos en række kendte danskere.

2025 byder nemlig på lidt af et babyboom.

Blandt de vordende forældre er skuespiller Stephania Potalivo, som venter sig sit første barn sammen med gemalen, restauratør Nils Petter Bro.

- Endelig, skrev hun med lettelse i et opslag på Instagram tilbage i oktober, hvor hun delte et billede af sin voksende mave.

Den glade afsløring fra Stephania Potalivo kom i kølvandet på en lang kamp for at blive gravid. Et forløb, som den 37-årige skuespiller tidligere på året inviterede offentligheden med ind i gennem DR-programmet "Hvordan bliver jeg gravid?".

Fertilitetsproblemer har også præget tv-værten Christian Degns rejse ind i faderskabet. Men trods en stærkt nedsat sædkvalitet, som han åbenhjertigt har fortalt om, er hans kæreste, Trine Johst Vammen, gravid og venter parrets andet barn.

- Det er på mange måder fuldstændig uvirkeligt. At to mennesker bare kan skabe et nyt. At det endda sker for anden gang uden hjælp, lød det fra den 45-årige TV 2-vært, da han i sommer gik ud med nyheden på Instagram.

Næsten samme historie gælder for komikeren Dan Andersen. I sommer meldte han og hans forlovede, pædagog Cæcilie Brinck Nørup, ligeledes ud, at deres datter, Elva, skal være storesøster. Også Dan Andersen har været åben omkring parrets udfordringer med at blive forældre.

- Nogle føler sig som mindre mand. Der er mange, som har nedsat sædkvalitet i et eller andet omfang. Det er noget, jeg tror, ikke mange ved noget om, har komikeren blandt andet sagt i en interview med Ekstra Bladet.

En anden komiker, der gør klar til at skifte bleer i det nye år, er Lars Hjortshøj, som skal være far igen. Det bekræftede han over for Se og Hør i august.

- Ja, det er rigtigt. Camilla (Skjødt Rønsgaard, red.) har det godt, og vi glæder os meget, skrev den 57-årige entertainer i en sms til mediet om kærestens graviditet.

Lars Hjortshøj har i forvejen to voksne børn fra sit tidligere ægteskab.

For internetpersonligheden Anders Hemmingsen, der lever af at dele sjove videoer og billeder på Instagram, er det første gang, han bliver far, når han og hans udkårne, Ninni Kjær, i år byder velkommen til en lille ny.

- Det lille væsen har det helt perfekt, skrev Ninni Kjær blandt andet i et opslag på Instagram i sommer, hvor hun samtidig afslørede, at hendes vildeste cravings var sure ting og flødeskum.

Familien vokser sig også større hjemme hos modellen og influenceren Philine Roepstorff og fodboldspilleren Jacob Bruun Larsen, der venter deres første barn i 2025. Det afslørede kendisparret i november i en video på Instagram.

Her kunne parret ses storsmilende og krammende på en strand i selskab med deres hund. Undervejs løftede Philine Roepstorff op i sweateren, så man kunne se hendes gravide mave.

Babybulen var heller til at komme udenom, da sanger og tidligere Vild med dans-deltager Coco O, hvis borgerlige navn er Coco Maja Hastrup Karshøj, lagde et billede op på Instagram i september med teksten: "A dream coming true. Babygirl incoming 2025" (En drøm bliver til virkelighed. En lille pige på vej i 2025, red.).

Samme slags afsløring kom sanger og influencer Anne Gadegaard med en måneds tid efter.

- Filippa skal være storesøster til april, skrev den 33-årige blogger, der i øjeblikket er bosat i Grønland sammen med sin kæreste, der er politimand, og deres femårige datter.

Storesøstertitlen er også på vej til rapperen Niarns ældste datter, tiårige Akacia. Niarn, der til daglig hedder Niels Roos, og hustruen Asal Shahverdi venter nemlig deres andet barn.

Det afslørede far og datter i fællesskab fra scenen ved en koncert i København i november.

- Jeg skal have en lillesøster, lød det ifølge Se og Hør fra Akacia, der blev mødt af et jublende publikum.

Ventetiden har dog langtfra været festlig for TV 2-værten Ditte Haue, der har været væk fra skærmen en stor del af 2024 på grund af en vanskelig graviditet med masser af kvalme og madlede.

- Men hvis den lille fyr i min mave er bare halvt så fantastisk som hans storebror og storesøster her, så har det dog været det hele værd, skrev den 38-årige journalist i midten af december på Instagram.

Med teksten fulgte et billede fra sønnen Jonatans to års fødselsdag, hvor han og storesøster Lili Rose, som Ditte Haues kæreste, Rasmus Moltke, har fra et tidligere forhold, puster lys ud i en lagkage.

Når Ditte Haue vender tilbage på arbejde, kan hun lykønske flere kolleger med familieforøgelser. For både TV 2-vært Gertrud Højlund og USA-korrespondent Celina Liv Danielsen kan se frem til at blive mødre i det nye år.

Celina Liv Danielsen danner par med modellen Victor Nylander, mens at Gertrud Højlund holder identiteten på sin kæreste uden for offentligheden.

På den konkurrerende kanal DR vokser forventningens glæde hos radio- og podcastværten Sandie Westh, der i december kunne afsløre, at sønnen Walther på to skal være storebror.

- Der er dumpet et meget uventet mirakel ned i vores lille hjem. Hvis alt går vel, så melder lillesøster sin ankomst engang i foråret, og jeg kan slet ikke forstå, at vi får lov til forhåbentlig at opleve det her, skrev hun på Instagram i december.

Sandie Westh og hendes mand Mikkel Skouborg mistede i 2021 datteren Vilma kort efter fødslen. Derfor er "alt med forbehold", understregede Sandie Westh i opslaget.

- Men lykken tvinger sig igennem, fordi den føles så insisterende, skrev hun videre.

/ritzau/

New York City, 02/07/2025 - 04:32

Jury i Diddy-sag er enige om fire ud af fem anklagepunkter

Jane Rosenberg/Reuters

Rapper Sean "Diddy" Combs er tiltalt for blandt andet menneskehandel med henblik på prostitution.

Juryen i sagen mod rapperen Sean "Diddy" Combs er nået frem til en afgørelse i fire ud af fem anklagepunkter, men mangler fortsat at nå til enighed om det sidste punkt, der drejer sig om at bidrage til organiseret kriminalitet.

Det sagde den amerikanske distriktsdommer Arun Subramanian i retten tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed har juryen endnu ikke kunnet nå frem til en afgørelse i sagen, og drøftelserne fortsætter onsdag.

Ifølge anklageskriftet har Combs i en lang årrække misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde sine seksuelle lyster, beskytte sit omdømme og skjule sin adfærd.

Ifølge myndighederne tvang Sean Combs blandt andet kvinder til at have sex med mandlige sexarbejdere, mens de blev filmet.

Det skal være sket til fester, der er blevet omtalt som "freak offs".

Juryen, der består af 12 personer, er mere præcist nået til enighed vedrørende fire anklagepunkter om menneskehandel med henblik på prostitution og afpresning.

Det sidste punkt, som juryen altså ikke er blevet enige om, handler om organiseret kriminalitet. Anklagemyndigheden mener, at Combs' ansatte faciliterede hans misbrug ved at booke hotelværelser til "freak offs" og skaffe ulovlige stoffer til festerne.

55-årige Combs har nægtet sig skyldig i alle fem anklagepunkter. Hvis han dømmes for anklagepunktet om menneskehandel og afpresning, risikerer den tidligere milliardær livsvarigt fængsel.

To af Combs' tidligere kærester - heriblandt sangeren Casandra "Cassie" Ventura - har vidnet i sagen og fortalt, at han har udsat dem for både fysisk og seksuel vold.

Combs' forsvarere erkender, at rapperen til tider har været voldelig i sine parforhold, men at den seksuelle aktivitet, som anklagemyndigheden har beskrevet, var frivillig.

Foruden straffesagen er der også flere civile søgsmål mod rapperen fra kvinder og mænd, der anklager ham for overgreb.

Combs har grundlagt pladeselskabet Bad Boy Records og betragtes som en af de mest succesfulde rappere i musikhistorien.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

København, 01/07/2025 - 22:35

Årets Roskilde Festival kan slå 49 år gammel varmerekord

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Onsdag ryger temperaturerne i vejret, før et voldsomt vejrskifte med torden rammer flere steder i landet.

Onsdag kan der blive så varmt på Roskilde Festival, at dagen bliver den varmeste i festivalens historie.

- Det er usædvanligt sommervarmt, og der er fuld knald på solen, siger vagtchef ved DMI Thor Hartz.

Hvor mange grader termometeret præcist skal stå på for at slå rekorden, har Roskilde Festival ikke tal på, men ifølge Politiken stammer den eksisterende rekord helt tilbage fra 1976.

Her blev der ifølge avisen målt 28,7 grader en af dagene.

- Jeg forventer en 32 til 34 grader i Roskilde. Generelt kommer vi over 30 grader mange steder i landet, siger vagtchefen.

Han fortæller, at den normale maksimale temperatur for begyndelsen af juli plejer at ligge lidt over 20 grader.

Udsigten til rekordhøje temperaturer har fået Roskilde Festival til at sætte flere poster med vand op.

- I år har vi opnormeret antallet af vandposter, så vi er klar til det vejr, vi kigger ind i, siger divisionschef for byplan og logistik på festivalen Kim Kristensen.

Derudover beder festivalen gæsterne om at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

- Det handler om at bruge solcreme, opsøge skygge, drikke rigeligt vand og klæde sig efter det varme vejr. Og så er det vigtigt at få noget sødt og salt til kroppen, siger Kim Kristensen.

Men det er ikke kun vandposter og skygge fra solen, festivalgæsterne får brug for.

Det er også med at finde paraplyen og regnslaget frem. DMI forudser nemlig, at der sker et markant skift i vejret onsdag aften.

- Ud på aftenen kommer der flere skyer og senere byger, torden og hagl. Det sker, når musikken begynder at starte, så det er lidt uheldigt, siger vagtchef Thor Hartz.

Tordenvejret markerer en større ændring i vejret, fortæller han.

- Allerede torsdag vil det være noget køligere med 18 til 22 grader, men det ser ud til at holde tørt torsdag, så det kan man glæde sig over.

- Det bliver mere ustadigt fredag og lørdag, hvor der kan komme perioder med regn og byger, så det er med at nyde solen i dag og i morgen. Det er klart de mest solrige dage, siger vagtchefen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 01/07/2025 - 12:00

FAKTA: Indeklimaproblemer fordelt på boligtyper

* Alt efter hvilken boligtype, man bor i, kan udfordringer med indeklimaet opleves forskelligt.

* Beboere i typehuse fra år 2000 eller nyere oplever i højere grad end andre varme eller for høje temperaturer samt for meget dagslys.

* Beboere i byhuse og bindingsværkshuse oplever oftere fugt og skimmelsvamp samt kolde vægge.

* I bindingsværkshuse og landhuse oplever beboerne i højere grad end andre indeklimaproblemer som træk og kulde, røg samt for lidt dagslys.

Kilde: Videncenteret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 01/07/2025 - 12:00

Koldt vand og gennemtræk kan hjælpe på søvnen i sommernætterne

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Søvnen kan drille i sommervarmen. Men med simple råd til indeklima og rutiner kan du få ro om natten trods lys og høje temperaturer.

Når sommeren for alvor melder sin ankomst med lyse nætter og varme dage, kan det være en udfordring at få en god nats søvn.

Mange oplever, at temperaturen i soveværelset stiger, at luften føles tungere, og at kroppen har sværere ved at finde ro.

Men der er råd for at sikre nattesøvnen - og her spiller et godt indeklima en vigtig rolle, forklarer Tue Patursson, der er fagekspert i byggeteknik, klimasikring og indeklima hos Videncentret Bolius.

Det er mest optimalt at undgå varmen fra solen, hvis ens soveværelse vender mod nord, forklarer han.

- Når det er en virkelig varm periode, kan man overveje at sove i et andet rum eller værelse, siger Tue Patursson.

Det er selvfølgelig ikke alle, der kan det, tilføjer han.

Derfor kan man så vidt muligt sørge for, at varmen ikke kommer ind.

- Man kan være på forkant i løbet af eftermiddagen og aftenen med en parasol, markise eller gardiner, ligesom man ofte ser sydpå med skodder for vinduerne.

Fageksperten anbefaler også, at man kan lave gennemtræk i sit soveværelse ved for eksempel at holde døren åben ind til andre værelser.

- Det kan godt være, at det er varm luft, der kommer ind, men bevægelsen i luften gør det trods alt mere behageligt end, hvis luften er stillestående, siger Tue Patursson.

Kan man ikke have vinduerne åbne på grund af støj, kan en nem og billig løsning være at anskaffe en ventilator, som kan stå i den ene ende af soveværelset.

- Det skaber trods alt lidt bevægelse i luften, siger han.

Et køligt soveværelse er afgørende for en god nats søvn i sommermånederne, siger søvnforsker Birgitte Rahbek Kornum, der er ph.d. og lektor på Institut for Neurovidenskab ved Københavns Universitet.

Hun anbefaler også at sørge for at lufte ud og holde vinduet åbent, hvis det er muligt.

Men når vinduerne er åbne, kan det være svært at holde soveværelset mørkt, hvilket også har betydning for en god søvn, påpeger Birgitte Rahbek Kornum.

- Man kan overveje at investere i en sovemaske. Hvis man gør det, er det vigtigt, at den skal være mørk og behagelig at have på, så man kan holde ud at sove med den, siger søvnforskeren.

Hvis du alligevel ligger i varmen og ikke kan finde ro, kan det være en idé at stå op i kortere tid, siger Birgitte Rahbek Kornum.

- For eksempel kan du gå udenfor eller tage et kort, køligt bad - men ikke for længe, da det forstyrrer den indre temperatur, og så får det modsat effekt, lyder det.

Søvnforskeren henviser til et trick, som nogle bruger i Sydeuropa.

Hvis man har været i bad og er våd, kan man dryppe af og lægge sig i seng uden at tørre sig helt.

- Fordampningen er med til at køle kroppen ned, forklarer hun.

Et andet tip kan også være at fugte sin hovedpude en smule, da fordampningen her giver samme kølende effekt.

Selv om det kan give tankemylder at falde til ro i varmen, skal man se, om man kan undgå at stresse over det, siger Birgitte Rahbek Kornum:

- At man sover dårligt én nat eller to nætter gør ikke noget. Man skal bare stå op, som man plejer, og så skal man nok komme til at sove godt igen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek