Nuuk, 10/08/2025 - 17:09
Grønlands eneste dyreklinik afværger truende lukning
Donnas Dyreklinik i Nuuk har siden marts søgt en dyrlæge. Den har nu formået at sikre driften resten af året.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Grønlands eneste dyreklinik var tidligere på sommeren i overhængende fare for at dreje nøglen om, men fremtiden ser nu lysere ud.
I flere måneder søgte Donnas Dyreklinik en dyrlæge uden at få en ansøgning, men klinikken er nu som minimum sikret året ud.
Det siger klinikchef Tom Amtoft til det grønlandske medie KNR.
- Vores søgning har ført til, at vi resten af året er besat med minimum én dyrlæge. Og så har vi to dyrlæger i støbeskeen, som måske godt kunne tænke sig at komme herop fra 1. januar 2026, siger Tom Amtoft.
Ansættelserne af nye dyrlæger fra årsskiftet er ikke endegyldigt på plads, men "det er spændende", siger klinikchefen, der krydser fingre.
Siden marts har Donnas Dyreklinik i Nuuk søgt en dyrlæge, men indtil nu har det været forgæves.
Det resulterede i, at Tom Amtoft i begyndelsen af juli erklærede klinikken tæt på en permanent lukning.
For at skabe opmærksomhed på jobbet som dyrlæge fik den grønlandske klinik besøg af Vetfamiliy, der er et fælles netværk for dyreklinikker.
Her var planen, at der skulle skrives om situationen på Donnas Dyreklinik i et tidsskrift for dyrlæger for at skabe omtale om klinikken.
/ritzau/