Jakarta, 06/06/2025 - 15:28
Antonsen slider sig videre til semifinalebrag i Jakarta
Anders Antonsen er klar til en semifinale mod Shi Yuqi modstand ved Indonesia Open efter sejr i to sæt.
Lillian Suwanrumpha/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Anders Antonsen er eneste danske islæt i semifinalerne ved Super 1000-turneringen Indonesia Open.
Fredag slog den tredjeseedede dansker Cheuk Yiu Lee fra Hongkong 23-21, 21-9 efter en koncentreret og bundsolid indsats.
Afgørende blev et meget tæt første sæt, der i første del var præget af et enormt lydinferno på grund af en kamp med indonesisk deltagelse på nabobanen.
- Jeg er sindssyg glad for sejren. Jeg var bedre i dag, og der var ingen håndbremse trukket halvvejs, siger Antonsen til TV 2 Sport og erkender, at første sæt blev meget afgørende.
- Mod en type som Lee var det afgørende. Han vokser, når det kører for ham, og han hænger lidt med næbet, når det ikke gør.
I lørdagens kamp om en finaleplads venter den kinesiske verdenstoer, Shi Yuqi, som Antonsen har tabt tre store finaler til på et år, inklusive sidste års finale i Indonesia Open.
Fredag var Antonsen i et opslidende første sæt i lange perioder den mest initiativrige spiller, og aarhusianeren drev sin modstander godt rundt på banen, hvilket sugede kræfter og overskud ud af Lee til de afgørende dueller.
Især i netspillet var Antonsen knivskarp, og efter en gyserafslutning på første sæt råbte danskeren sin glæde ud, da Lee slog bolden ud over baglinjen.
I andet sæt var der omvendt tale om klasseforskel. Antonsen holdt fokus og et højt spillemæssigt niveau, mens Lee løbende mistede troen på tingene, efterhånden som han indså, at danskeren var klart bedst.
Danmark havde endnu en chance for en semifinale fredag, men femteseedede Jesper Toft og Amalie Magelund tabte til andenseedede Chen Tang Jie og Toh Ee Wei fra Malaysia.
Danskerne vandt første sæt og var godt med i starten af tredje sæt, men tabte 21-17, 16-21, 14-21.
/ritzau/