Warszawa, 17/04/2026 - 18:02
Arrangør i Polen aflyser koncert med Kanye West
Arrangør begrunder ikke aflysning, men polsk kulturminister har udtrykt bekymring over Kanye Wests udtalelser.
Randall Hill/Reuters
Af: /ritzau/
En koncert med den amerikanske rapper Kanye West, der skulle finde sted i Polen 19. juni, er blevet aflyst.
Det skriver direktøren for det stadion, hvor koncerten skulle afholdes, i et opslag på Facebook, skriver Reuters.
Direktøren, Adam Strzyzewski, begrunder ikke aflysningen, men Polens kulturminister udtrykte så sent som torsdag bekymring over den kommende koncert og det forhold, at Kanye West har givet udtryk for antisemitiske holdninger og har vist sympati for nazisme.
- I et land, der er præget af holocaust, kan vi ikke lade som om, at dette bare er underholdning, sagde Polens kulturminister, Marta Cienkowska.
Aflysningen i Polen kommer, to dage efter at Kanye West meddelte, at en koncert med ham i den sydfranske storby Marseilles var blevet udskudt på ubestemt tid, og efter at Kanye West er blevet nægtet indrejse i Storbritannien.
Rapperen skulle have optrådt på festivalen Wireless i London til sommer, men hans ansøgning om indrejse i Storbritannien blev tidligere i april afvist.
De britiske myndigheder begrundede afvisningen med, at Kanye Wests tilstedeværelse "ikke vil være til gavn for offentligheden".
I maj 2025 udgav Kanye West et nummer med titlen "Heil Hitler", og få måneder forinden reklamerede han for en T-shirt med et hagekors på sin hjemmeside.
Efterfølgende har han sagt, at han fortryder sin opførsel, som ifølge ham skyldes, at han er bipolar.
Kanye West har siden 2021 officielt heddet Ye.
/ritzau/




