Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/08/2025 - 22:39

Tre tidligere udenrigsministre kritiserer regeringens Gaza-linje

Mette Frederiksen og Danmark har ikke gjort nok i konflikten mellem Israel og palæstinensere, siger partifælle.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Mogens Lykketoft (S) er "bedrøvet" og "ked af det". Holger K. Nielsen (SF) kalder Danmarks ageren for "skamfuldt". Mens Per Stig Møller (K) kalder det "forkert".

De tre tidligere udenrigsministre er kritiske over for Danmarks handling eller mangel på samme i konflikten mellem Israel og palæstinensere, skriver Politiken.

Mogens Lykketoft, Holger K. Nielsen og Per Stig Møller er specifikt ærgerlige over, at Danmark ikke har åbnet for at tage imod livstruede patienter fra Gaza, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har anmodet om.

Andre europæiske lande som Italien, Frankrig, Belgien, Spanien, Schweiz og Norge har sagt ja, men Danmark har foreløbig sagt nej til at modtage patienter fra akutlisterne, som rummer tusindvis af børn.

- Hvis du får 14 ind, så er det jo til at overse. Det er jo meget, meget lave tal, der er tale om, og som de forskellige lande tager. Og det er de mest komplicerede. Det er børn, siger Per Stig Møller til Politiken.

7. oktober 2023 angreb den militante organisation Hamas Israel, hvilket slog omkring 1200 mennesker ihjel.

Siden er situationen i Gaza blevet forværret, også fordi Israel har afvist nødhjælp at komme ind i området. Israelske styrker har også skudt mennesker, der stod i kø til nødhjælp.

Senest har blandt andet Frankrig ytret, at landet vil anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Storbritannien har ytret tanker i samme retning, mens Danmark ikke er klar til at tage det skridt på nuværende tidspunkt.

Regeringen holder sig til, at man går ind for en tostatsløsning fra dansk side.

Mogens Lykketoft har tidligere ofte ytret sig meget kritisk over for Israel i konflikten.

Politiken spørger ham, om han har talt med statsminister Mette Frederiksen (S) om det.

- Jeg tror ikke, hun er i tvivl om, hvad jeg mener, siger han.

Da mediet spørger ham, om Mette Frederiksen har været med til at begå et svigt, svarer Mogens Lykketoft, at "jeg synes, at Danmark har gjort alt for lidt".

Mette Frederiksen ønsker ikke at forholde sig til kritikken, oplyser Statsministeriet.

Statsministeren har hidtil holdt sig til at tale i relativt diplomatiske vendinger om konflikten.

- Vi er i meget tæt kontakt med vores europæiske og internationale partnere om, hvordan vi kan øge presset på Israel, hvis ikke den israelske regering selv træffer de nødvendige og rigtige beslutninger, sagde hun for nylig i en udtalelse.

/ritzau/

København, 24/09/2025 - 09:46

Jonathan Spang anklaget for overgreb efter forhold med 15-årig

Komiker Jonathan Spang erkender at have handlet forkert i tidligere forhold med 15-årig pige for 16 år siden.

I et opslag på Instagram fortæller Jonathan Spang, at han tidligere som voksen har indgået et forhold med en 15-årig pige, der nu anklager ham for at have begået overgreb mod hende.

Opslaget på Instagram kommer dagen efter nyheden om, at han er blevet fyret som vært i satireprogrammet "Tæt på sandheden".

- Som de fleste af jer ved, har DR valgt at afskedige mig som vært på "Tæt på sandheden". Det skyldes, at jeg for 16 år siden, da jeg var 31 år, havde et venskabeligt forhold samt en kortvarig intim relation til en dengang 15-årig pige, skriver han i et opslag på Instagram.

- Hun har nu beskyldt mig for et overgreb begået dengang. Som jeg også har svaret DR, kan jeg ikke genkende hendes udlægning og beskyldninger. Men det har fået mig til at overveje mine egne handlinger, tilføjer Spang i opslaget.

Den tidligere tv-vært fra satireprogrammet skriver, at han burde have handlet mere ansvarligt og aldrig have indledt en relation med "så ungt et menneske".

Jonathan Spang tilføjer ikke mere om, hvad anklagen om overgreb mere præcist omhandler.

Jonathan Spang har ikke yderligere kommentarer, oplyser hans pressemedarbejder David Birch til Ritzau.

Komikeren skriver i opslaget, at han ikke kan "genkende hendes (den 15-årige piges, red.) udlægning og beskyldninger", men at sagen har fået ham til at overveje sine egne handlinger.

Umiddelbart efter opslaget fra Spang på Instagram har Berlingske udsendt en artikel om, at fyringen fra DR skyldes anklager om seksuelt overgreb og grooming af den 15-årige pige.

- På tidspunktet for episoden var hun 15 år gammel og gik i 9. klasse, mens Jonatan Spang selv var 31 år og direktør på Nørrebro Teater, skriver mediet.

To uger før at det blev meldt ud, at den nye sæson af "Tæt på sandheden" blev udskudt på ubestemt tid, havde DR ifølge Berlingske konfronteret Spang med anklagen.

Berlingske har været i kontakt med den i dag 32-årige kvinde, der bekræfter forløbet, men som af hensyn til sagens følsomme karakter er anonym i mediets dækning, lyder det.

Kvinden kontaktede DR's HR-afdeling via en e-mail 17. juni.

I mailen beskrev hun, hvordan en "offentligt kendt dansk mand", der er "aktuel i DRs sendeflade", havde "groomet" og udsat hende for et overgreb i 2009, da hun var 15 år og gik i 9. klasse.

/ritzau/

Læs Mere >>

Sydafrika, 24/09/2025 - 09:46

Dansk rapper repræsenterer Danmark ved VM i pistolskydning

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Marc Johnson, der har hittet med sange som "Det passer" og "Kig forbi", siger til TV 2 Sport, at han nok ikke vinder VM i pistolskydning.

Rapperen Marc Johnson har skiftet mikrofon og scene ud med pistol og skydeskive.

Den aarhusianske hitmager befinder sig i Sydafrika, hvor han deltager i VM i pistolskydning. Han stiller op i disciplinen IPSC, der handler om at ramme mål, mens man er i bevægelse.

Det skriver TV 2 Sport.

Marc Johnson er udtaget af Dansk Sportsskytte Forbund sammen med 11 andre, der repræsenterer Dannebrog under turneringen, som blev skudt i gang 22. september og slutter 27. september.

- Jeg er nok ikke den, der vinder VM. Niveauet er så højt i IPSC, og mange har skudt i mange år. Jeg vil sige, at jeg nok er en over middel skytte, siger han til TV 2 Sport.

Det er kun fem år siden, at Marc Johnson begyndte til præcisionsskydning. Her blev han introduceret til IPSC, og han blev helt skudt i disciplinen.

For tre år siden begyndte han så at stille op i stævner. Her fandt han ud af, at han kan bruge sine erfaringer fra musikscenen i konkurrencerne, fortæller han til TV 2 Sport.

- Når man har spillet mange shows og har hørt folk råbe ens navn, så får man altså sommerfugle i maven. Jeg har så fundet ud af, at jeg elsker det pres, siger han til mediet.

Marc Johnson fik sit gennembrud som solist i midten af 00'erne og har hittet med "Det passer", "Kig forbi", "Nasty" og "Bawler hele dagen".

Han har også været en del af rapgruppen B.A.N.G.E.R.S. sammen med blandt andre L.O.C.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 24/09/2025 - 08:00

FAKTA: Ferieoplevelser med minimal rejsetid

* Der er et væld af oplevelser at finde lige på den anden side af Øresund.

* I Malmø kan hele familien tage på Disgusting Food Museum, hvor man ikke bare kan se, men også smage "ulækker" mad fra hele verden - alt fra tørrede insekter til en særlig thailandsk stinkefrugt.

* Malmøs naboby Lund huser en gammel domkirke med et astronomisk ur, der stammer helt tilbage fra 1400-tallet. To gange om dagen åbner uret sig, og ældgamle mekaniske træfigurer kommer ud - blandt andet er der nogle riddere, der fægter.  

Kilde: Nanna Hyldgaard Hansen, der er forfatter til bogen "Togrejser for begyndere".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 24/09/2025 - 08:00

Efterårsferie uden planer? Her kan du nemt og hurtigt tage hen med tog

Selv om du kun har en uges efterårsferie, kan du uden den store planlægning drage afsted på eventyr til udlandet med tog.

En spontan efterårsferie på skinner og med masser af kvalitetstid kan snildt lade sig gøre, hvis du sætter kurs mod en knap så fjern destination.

Sådan lyder det fra foredragsholder og forfatter Nanna Hyldgaard Hansen, der står bag bogen "Togrejser for begyndere".

- Når man kun har en uges ferie, er der lige lovligt langt til Italien eller Spanien, og så ender man med at bruge rigtig meget af ferietiden i toget, siger hun og foreslår, at du i stedet kigger mod Tyskland eller Sverige.

1) Svensk kurbadeby.

Nanna Hyldgaard Hansens første rejseanbefaling er byen Varberg i Sverige.

- Det er et virkelig fint sted, som kun tager tre timer at komme til med et direkte Øresundstog fra København. Der går altså rigtig mange tog, så det kræver ikke pladsreservation, fortæller hun.

Varberg er en gammel kurbadeby, der året rundt byder på et væld af muligheder for at hoppe i havet og lune sig i en sauna bagefter.

- Der er for eksempel Kallbadhuset, som ligner et orientalsk palads og står på pæle ude i havet. Det er en virkelig flot bygning, hvor de også serverer nogle rigtig gode vafler med syltetøj, fortæller Nanna Hyldgaard Hansen.

Efter at du har udforsket strandpromenaden, kan du gå en tur rundt i byens hyggelige små gader og måske besøge Varberg Fæstning, der både har flotte volde og underjordiske gange.

2) Tysklands Venedig.

Vand fylder ligeledes meget i det tyske flod- og moselandskab Spreewald. Her kommer du til ved først at tage et tog til Berlin og så drage en lille time videre sydpå.

- Så kommer du ud i en kæmpestor skov med over tusind kilometer lange kanaler. Området er dannet af smeltevand fra istiden, og der er næsten ingen veje, så de fleste kommer rundt med båd eller med pramme, siger Nanna Hyldgaard Hansen.

De mange kanaler betyder, at der er rig mulighed for at leje kanoer, stand up paddleboards og opleve naturen fra vandvejen.

- Vi så isfugle, guldsmede, oddere og storke. Der var også bævere. Dem så vi ikke, men vi så træstammer, de havde hvæsset deres tænder på, og et bæverbo. Der var meget flot.

3) Fabeldyr og hedetur.

Blot en halv times togtur syd for Hamburg ligger den tyske middelalderby Lüneburg, der i sin tid blev rig på handel med salt. Og fortidens velstand kan ses i arkitekturen med huse, der er overdådigt udsmykkede med alt fra ansigter til fabeldyr.

Ud over at byen i sig selv er et besøg værd, anbefaler Nanna Hyldgaard Hansen en tur ud til naturparken Lüneburger Heide, som er et kæmpestort hedeområde med masser af vandre- og cykelruter. Det er også muligt at hoppe på en af de store hestevogne, der fragter folk rundt i det lyngklædte landskab.

På Lüneburger Heide ligger desuden en stor dyrepark, hvor du kan høre ulve hyle og komme helt tæt på en grævling. Nanna Hyldgaard Hansen og hendes familie havde det også sjovt i den lokale barfodspark, som er et fænomen, der findes flere steder i Tyskland.

- Det er en form for forlystelsespark, hvor du går rundt med bare fødder på forskellige underlag. Der er både klæbrigt mudder, vand, brosten, grankogler og korkpropper, fortæller hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek