New York, 06/07/2025 - 10:46
Toldpause udløber snart - investor peger på mere komfortabelt marked
Få dage inden at præsident Donald Trumps toldpause udløber er investorer ikke usædvanlig bekymrede.
Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
9. juli udløber en toldpause på 90 dage, som den amerikanske præsident, Donald Trump, indførte tilbage i april.
På sidelinjen forventer investorer, at flere informationer bliver meldt ud i de kommende dage.
Samtidig forudser de, at usikkerheden omkring toldsatserne varer ved, da de ikke forventer, at Trump kommer til at lande aftaler med alle USA's handelspartnere.
Men det får dem ikke til at være usædvanlig bekymrede, skriver Reuters.
- Markedet er blevet meget mere komfortabelt, mere optimistisk, når det kommer til nyheder om told, lyder det fra investeringsrådgiver Jeff Blazek fra formueforvaltningsvirksomheden Neuberger Berman i New York.
Han siger videre, at markederne mener, at "de værst tænkelige scenarier" ikke længere er i spil.
Det var i begyndelsen af april, at præsidenten annoncerede told på import af varer fra en række lande. Dagen har han døbt "Liberation Day" - på dansk befrielsesdagen.
Samme dag, som toldsatserne trådte i kraft, valgte den amerikanske præsident at sætte flere af dem på pause. Det er den pause, der står til at udløbe onsdag.
I kølvandet på toldmeldingerne ligger en række af USA's handelspartnere i øjeblikket i forhandlinger med USA om handelsaftaler.
/ritzau/