London, 07/07/2026 - 16:10
Nigel Farage fratræder som parlamentsmedlem og stiller op igen
Efter nye beskyldninger om manglende indberetning af gaver vil lederen af Reform UK genvælges til parlamentet.
Temilade Adelaja/Reuters
Af: /ritzau/
Nigel Farage, lederen af det britiske højrefløjsparti Reform UK, fratræder som parlamentsmedlem, men vil genopstille i et suppleringsvalg om sin plads i parlamentet.
Dermed går han efter at blive genvalgt.
Det siger han i en videoudtalelse tirsdag.
Meldingen kommer, efter at han for nylig er blevet ramt af nye beskyldninger om manglende indberetning af gaver.
I videoudtalelsen understreger Farage, at han ikke mener, at han har gjort noget galt eller brudt loven på nogen måde.
- Jeg har besluttet, at indbyggerne i Clacton (den valgkreds, han sidder i parlamentet for, red.) skal være dem, der bedømmer mine handlinger, siger han ifølge BBC og tilføjer:
- Derfor vil jeg stille op til dette suppleringsvalg. Jeg vil kæmpe for at vinde.
Han fortæller desuden, at han flere gange er blevet udsat for trusler og overfald, og siger, at han har brug for beskyttelse resten af sit liv.
En gave på fem millioner pund fra Christopher Harborne, der er bosat i Thailand og er blevet milliardær på handel med kryptovaluta, er ifølge BBC omdrejningspunktet for en af efterforskningerne mod ham.
Et tilsyn undersøger i øjeblikket, om Farage har handlet ulovligt ved ikke at oplyse om pengegaven, da han blev valgt til parlamentet i 2024.
Beløbet svarer til omkring 43 millioner danske kroner, og ifølge Farage skal pengene bruges til at finansiere den beskyttelse, han mener, han har brug for resten af livet.
- Jeg er den offentlige person eller politiker, der er blevet udsat for flest fysiske og verbale angreb i nyere tid, siger han i videoudtalelsen.
Han anklager yderligere avisen The Times for at have truet hans families sikkerhed - blandt andet ved at have skrevet om hans datter.
Så sent som søndag kom Farage igen i vælten for manglende indberetning af gaver.
Her rapporterede The Sunday Times, at en anden krypto-rigmand, 32-årige George Cottrell, lejer et palæ i nærheden af Buckingham Palace, hvor Farage har opholdt sig.
Avisen skrev desuden ifølge AFP, at Cottrell også betalte for Farages sikkerhed og for ansatte, der arbejdede med hans sociale medier, kort før han annoncerede, at han ville vende tilbage til politik i 2024.
RITZAU




