København, 04/09/2026 - 15:31
71-årig kvinde idømmes et års fængsel for mishandling af sin mand
En 71-årig kvinde er dømt for grov vold og mishandling, efter at hendes mand blev fundet død i deres hjem.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 71-årig kvinde er fredag ved Retten i Hjørring blevet idømt et års ubetinget fængsel for grov vold og mishandling af sin ægtemand.
Samtidig har kvinden fået en advarsel om udvisning, oplyser Retten i Hjørring til Ritzau.
Sagen startede, da kvindens 89-årige mand blev fundet død i deres hjem i Frederikshavn i december 2024.
Manden havde utallige skader, heriblandt brækkede ribben og brystben, kraniebrud samt en blødning ved hjernen.
Den 71-årige hævdede, at skaderne var kommet, fordi hendes mand ofte faldt.
Kvinden blev anholdt og sigtet for drab, men sagen endte med, at hun blev tiltalt for grov vold og mishandling.
Politiet kunne ikke med sikkerhed fastslå, at manden døde som følge af volden.
Fredag blev den 71-årige kvinde dømt for mishandling. Retten fandt, at mishandlingen havde fundet sted i løbet af 2024 og ikke siden 2022, som det fremgik af tiltalen, skriver Nordjyske.
Under retssagen kom det frem, at den dømte ifølge vidner havde et alkoholmisbrug, og at kvinden blev aggressiv og farlig, når hun blev fuld.
Samtidig lød det, at den 89-årige mand flere gange var flygtet fra hjemmet og søgt tilflugt hos en ven eller en af døtrene.
Her havde manden sår og småskader, hvorfor familie og venner i flere år havde mistanke om vold i hjemmet, skriver Nordjyske.
Parret havde været gift i 39 år, da manden døde i 2024.
En af den afdøde mands døtre havde nedlagt påstand om, at kvinden skulle frakendes arveretten fra den 89-årige, men det blev den 71-årige frifundet for.
Den dømte har bedt om betænkningstid med henblik på eventuelt at anke dommen. Det skriver Nordjyske.
RITZAU




