Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/03/2023 - 09:00

Tag ungerne med i forårsskoven og prøv disse aktiviteter

Det handler om at have forskellige aktiviteter klar for børnene, hvis du skal lokke dem med en tur ud i kulden, lyder det fra friluftsekspert.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Der er mange muligheder for at underholde børnene med en hyggelig familieskovtur - også selv om det stadig er småkoldt, og solen ikke er fremme alle dage.

Men hvad skal du planlægge ud over bare at gå en tur?

Spørger man Ida Kryger, der har ansvaret for Friluftsrådets naturpædagogiske arbejde, så handler det om at facilitere en form for aktivitet.

- Det er lidt ambitiøst, men børn vil tit gerne med, hvis man skal tænde et bål, siger hun.

- Så kan man samle små grene på turen frem til bålstedet og eventuelt medbringe snobrød.

Ifølge Ida Kryger synes børn ofte, at det er sjovt, hvis de ikke "bare skal gå".

- Det kan være en god idé at bygge nogle huler. Du kan eventuelt medbringe en presenning, som du kan binde op, og så have noget lækkert at spise med også.

Du kan ifølge Ida Kryger også tage en tyk bog i tasken og gå på jagt efter spændende blomster, som du kan trykke flade og lade tørre i bogen.

Og hvis dine børn er interesseret i dyreliv, er der masser af smådyr i vandløb.

- Det er bare at tage en spand og et fiskenet med, og så kan man gå på opdagelse nede i vandet.

Ifølge naturvejleder hos Aage Jensen Naturfond Niels Lisborg kan du i det spæde forår begynde at finde en favorit blandt mange børn.

- Salamanderne begynder at komme frem fra deres vinterskjul på det her tidspunkt, siger han.

Men det er ikke kun i vandet, at du kan gå på opdagelse efter spændende dyr. Det samme kan du på landjorden.

- I marts ser man også, at skovmyrerne kommer frem. Mange børn er interesserede i, hvorfor myrerne samles i store klumper, og så kan man jo sige, at det skyldes, at de samler varme fra solen og kravler ned med det i tuen.

Du kan også kigge efter et dyr med lidt flere ben. Nemlig edderkoppen, fortæller Niels Lisborg.

- Du kan finde de første ulveedderkopper, der pibler rundt i skovbunden.

- Dem kan du finde næsten alle steder på en lun dag i marts.

Ifølge naturvejlederen kan de sammenlignes lidt med ulve, fordi de jager deres bytte i en mere traditionel forstand og ikke bruger edderkoppespind.

Bevæger du nu hovedet fra skovbunden og op mod træerne, så vil du også kunne finde forskellige fuglearter, fortæller Niels Lisborg.

- En af de arter, som kommer i marts, er gransangeren, der er ret nem at kende.

- Den har en meget monoton "tjif, tjaf"-sang. Fuglen er lille, rødbrun og olivengrøn.

Derudover kan man også se, om man kan få øje på vipstjerten eller den meget flotte citronsommerfugl, som flyver rundt i skoven igen efter at have siddet camoufleret under bladene hele vinteren.

- Den er knaldgul, og så har den en lille duft af citron, fortæller Niels Lisborg.

/ritzau fokus/

Windsor, 23/12/2025 - 21:05

BBC: Eksprins Andrew har afleveret våben- og jagttegn til politi

Kirsty Wigglesworth/Reuters

Politiet var i november på Andrews adresse for at bede ham aflevere sin våbentilladelse, skriver mediet.

Andrew Mountbatten-Windsor - tidligere prins Andrew - har ifølge BBC opgivet sin våbentilladelse efter et besøg af politiet.

Overdragelsen foregik frivilligt tilbage i november, hvor betjente var på eksprinsens adresse i Windsor.

- Onsdag 19. november besøgte våbenlicensansvarlige en adresse i Windsor for at anmode en mand i 60'erne om frivilligt at aflevere sit våben- og jagtcertifikat, lyder det ifølge BBC fra en talsperson.

Der er ifølge BBC tale om den tidligere prins' adresse.

Det er uvist, hvorfor han blev bedt om at aflevere tilladelserne.

Eksprins Andrew er kendt for at være meget glad for at gå på jagt.

Det, at han ikke længere har våbentilladelse, betyder, at han fremover skal være under opsyn, hvis han skal bruge eller transportere våben.

Han kan fortsat have adgang til sine egne våben.

Det forventes, at den tidligere prins flytter til sit gods i Norfolk i det nye år.

Godset er Andrews personlige ejendom modsat luksusvillaen Royal Lodge, som han bor i nu.

Beslutningen om flytningen sker, efter at han i oktober fik frataget alle sine titler og privilegier.

Forinden havde Andrew frasagt sig alle kongelige titler bortset fra titlen som prins.

Prinsen blev frataget titlerne efter et tæppe af beskyldninger mod den daværende om blandt andet voldtægt.

Han er også blevet kritiseret for sit venskab med den afdøde seksualforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein.

Andrew er blevet beskyldt for at have voldtaget den australske kvinde Virginia Giuffre tilbage i 2001, da hun var 17 år gammel.

Hun blev dengang - ifølge eget udsagn - i en periode udnyttet som sexslave af Jeffrey Epstein.

Anklagerne fik i 2019 prins Andrew til at trække sig fra sine officielle pligter.

Prins Andrew har afvist at have forgrebet sig på Giuffre, men indgik dog et forlig med hende i 2022.

/ritzau/

Læs Mere >>

Windsor, 23/12/2025 - 20:45

BBC: Eksprins Andrew har afleveret jagttegn og våben til politi

Kirsty Wigglesworth/Reuters

Politiet var i november på Andrews adresse for at bede ham aflevere sine våben, skriver mediet.

Andrew Mountbatten-Windsor - tidligere prins Andrew - har ifølge BBC opgivet sin våbentilladelse efter et besøg af politiet.

Overdragelsen foregik frivilligt tilbage i november, hvor betjente var på eksprinsens adresse i Windsor.

- Onsdag 19. november besøgte våbenlicensansvarlige en adresse i Windsor for at anmode en mand i 60'erne om frivilligt at aflevere sine skydevåben og jagttegn, lyder det ifølge BBC fra en talsperson.

Det er uvist, hvorfor den tidligere prins blev bedt om at aflevere tilladelsen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 23/12/2025 - 10:00

FAKTA: Fem grunde til at træne sammen

1. I får kvalitetstid sammen: Partnertræning bringer både fysisk kontakt, nærvær og kvalitetstid ind i parforholdet. Tid sammen er ofte det første, der ryger, når job, husholdning og børn fylder. Fællestræning giver nogle tiltrængte afbræk, hvor det kun handler om jer.

2. Det forpligter: Det er altid mere forpligtende at træne med andre. Hvis det er din partner, der venter med løbeskoene på, bliver aftalen mere bindende. Og det er svært at komme med dårlige undskyldninger til den, der kender dig bedst - især hvis I bor sammen.

3. I yder mere: Vi vil gerne gøre os umage og vise os fra den bedste side, når vi træner med den, vi holder af. Det giver incitament til at give den en ekstra skalle.

4. I styrker parforholdet: Det er ikke kun præstationerne, der bliver bedre. Når I træner sammen, ser I nye sider af hinanden, støtter hinanden og gør en ekstra indsats for, at oplevelsen bliver god for jer begge.

5. Det bliver sjovere: Træning er ofte mere motiverende og sjovt, når det foregår sammen med partneren. I kan udfordre hinanden, samarbejde om øvelser og motivere hinanden til at blive ved.

Kilde: iform.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 23/12/2025 - 10:00

Tag din partner med på rejsen når du vil lægge dit liv om

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Pønser du på at ændre din daglige rutine i nytårsforsættets navn, må du ikke glemme at pleje forholdet - eller give slip på dine forpligtelser.

Bor du med en partner, er hverdagen spundet tæt sammen. Derfor vil en stor ændring i rutiner næsten altid have indflydelse på din bedre halvdel.

Det forklarer Lea Tangelev Greve, der er psykolog og postdoc i parforhold og forældreskab i Enhed for Par- og Familieforskning på Aarhus Universitet.

- Hvis du begynder at bruge flere aftener på træning eller ønsker at ændre spisevaner, så kræver det noget tilvænning, fordi det er en afvigelse fra den normale daglige rutine.

- Det er forståeligt, at det kan skabe utilfredshed hos dig, hvis du har indtryk af, at din partner står i vejen for de mål, du har sat. Men husk på, at din partner kan have det på samme måde, hvis du begynder at ændre på en rutine, der fungerer, siger hun.

Derfor er det ifølge Lea Tangelev Greve afgørende, at du ikke søsætter et soloprojekt uden først at vende det med din partner.

- I behøver ikke begge have et ønske om at ændre livsstil, men sandsynligheden for, at det ikke går ud over parforholdet, er meget større, hvis I får talt ud om, hvorfor og hvordan du vil ændre din rutine, siger hun.

Det er vigtigt at få taget de svære samtaler i opløbet, så de ikke hober sig op og ender med at skulle tages i affekt - for eksempel når du sidder og snører løbeskoene eller midt i ulvetimen med børnene.

- Det kan blive en udfordring, hvis du udskyder at tale om tingene af frygt for en konflikt. Sørg for at få talt ud om tingene, når I begge har tid og overskud.

- På den måde bliver det nemmere at finde kompromiser, der gør, at hverdagen hænger sammen for jer begge, siger hun.

Og tilføjer I børn til ligningen, bliver det kun endnu vigtigere.

- Børn gør hverdagen mere kompleks. Vil du bruge mere tid på motion, kan det gå ud over tiden med din partner og børnene. Derfor er det ekstra vigtigt at strukturere dagen, så der bliver plads til det hele, siger Lea Tangelev Greve.

Det handler ikke kun om at være klar i mælet, når du er startet med træningen.

Ifølge Thomas Bredahl, som er lektor og studieleder på Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet, viser adfærdsforskning, at den bedste forudsætning for at ændre en vane er grundig forberedelse.

- Forberedelse og forventningsafstemning er alfa og omega. Det handler ikke kun om at finde en aktivitet, melde sig ind i en løbeklub eller købe nyt træningsudstyr. Vigtigst er det at finde en formel for din træning, der harmonerer derhjemme, siger han.

Han peger også på, at opbakning kan være afgørende for, om du lykkes med at nå dit mål om at komme i form.

- Selv med en stærk vilje kan det blive svært at holde fast, hvis det ikke spiller på hjemmefronten.

- Hvis din partner sender signaler som "skal du nu afsted igen?", eller "det er jo din aften med børnene", kan det presse systemet hårdere, end din egen motivation kan bære, siger Thomas Bredahl.

Derfor kan det betale sig at tænke forholdet ind i din træningsplan fra start.

- Jo mere du inddrager din partner i planlægningen, jo større chance har du for, at du kan holde din træning og motivation ved lige, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek