Oslo, 29/05/2026 - 15:18
Kronprins Haakon forkorter officiel rejse grundet Mette-Marits helbred
Den norske tronarving udtalte tirsdag, at hans hustru er alvorligt syg. Det påvirker nu hans opgaver.
Terje Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Norges tronarving, kronprins Haakon, forkorter sin officielle rejse til Japan i begyndelsen af juni med en dag på grund af kronprinsesse Mette-Marits helbredssituation.
Det oplyser det norske kongehus i en pressemeddelelse fredag.
- Det betyder, at kronprinsen vil fastholde hele det officielle program i Tokyo fra 1.-3. juni, mens besøget i havnebyen Hachinohe den 4. juni er aflyst.
Mette-Marit har den seneste tid fået det dårligere som følge af den kroniske sygdom lungefibrose, som hun fik konstateret i 2018.
Ifølge Lungeforeningen er lungefibrose en sjælden sygdom, som danner arvæv i de små lungeblærer og gør lungerne stive og dermed dårligere til at ilte blodet.
Det giver symptomer som åndenød, hoste, betændelse i luftvejene, infektioner, træthed og udmattelse.
Sygdommen er kronisk. Det vil sige uhelbredelig.
/ritzau/




