Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

San Diego, 11/04/2026 - 03:19

Nasa-chef efter vellykket månemission: Det her er kun begyndelsen

Nasas chef, Jared Isaacman, varsler flere månemissioner i fremtiden, efter at rumfartøj er landet sikkert.

Af: /ritzau/

Rumfartøjet "Orion" gennemførte en perfekt mission med en rejse rundt om Månen og tilbage igen.

Det siger Nasas øverste chef, Jared Isaacman, efter at "Orion" natten til lørdag dansk tid er landet i Stillehavet.

- Vi er på banen igen ("back in business", red.), når det kommer til at sende astronauter til Månen. Det her er kun begyndelsen, siger Isaacman.

"Orion" havde fire astronauter om bord, og månemissionen varede ni dage og halvanden time.

Det er ikke sidste gang, at USA's rumfartsorganisation udfører den slags missioner, understreger Isaacman.

- Vi vil begynde at gøre det her jævnligt og sende missioner af sted til Månen, indtil vi lander på den i 2028 og påbegynder opbygningen af vores base, siger han.

Missionen begyndte den 1. april med en dramatisk opsendelse fra den amerikanske delstat Florida. Missionen har slået flere rekorder, heriblandt distancen, som et menneske nogensinde har befundet sig fra Jorden.

Da de fire astronauter, Jeremy Hansen, Reid Wiseman, Victor Glover og Christina Koc, var længst væk, var der 406.771 kilometer til Jorden.

Victor Glover var den første person med anden etnisk herkomst end kaukasisk til at flyve omkring Månen, Christina Koch var den første kvinde, og canadiske Jeremy Hansen var den første ikke-amerikaner.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek