Baelen, 17/08/2026 - 00:08
Belgien kæmper for at tæmme naturbrand på vej mod Tyskland
Brand i Belgien kan sprede sig over grænsen til Tyskland, og den er fortsat ikke under kontrol, lyder det.
Af: /ritzau/AFP
Vandbombefly og traktorer tilhørende landmænd har søndag været en del af brandfolks indsats mod Belgiens største naturbrand i nyere tid.
Branden har hærget store dele af et naturreservat nær den tyske grænse.
Den har bredt sig til et område på 3000 hektar, to dage efter at den brød ud i naturreservatet Hautes Fagnes. Det er et område med sumpede tørvemoser og fyrreskove, som er populært blandt vandrere.
Indsatslederen Luc Burette har advaret om, at der er risiko for, at branden kan sprede sig over den tyske grænse, som ligger blot et stenkast mod øst, hvis det ikke lykkes at inddæmme den.
Søndag har borgmesterkontoret i Monschau, som er en tysk by med omkring 12.000 indbyggere, beordret to gader evakueret på grund af branden, røgen og skiftende vejrforhold.
På den belgiske side er Gregory Melotte en af de flere hundrede brandfolk og beredskabsfolk, der er indsat på stedet.
Branden er fortsat ikke under kontrol, siger han.
- Vi holder ud, fordi alle ønsker at få slukket denne brand. Vi har virkelig begrænset skaderne for at forhindre branden i at få fat i de høje fyrretræer, siger han.
RITZAU/AFP




