København, 12/08/2025 - 11:48
Dansk biotekselskab udpeger tysk-schweizisk topchef
Det bliver Markus Rohrwild, der skal overtage posten som administrerende direktør i Gubra efter Henrik Blou.
Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det danske biotekselskab Gubra har tirsdag udpeget en ny administrerende direktør.
Fra 8. september overtager Markus Rohrwild topposten efter Henrik Blou, der har været øverste chef i selskabet i næsten ti år.
Det skriver Gubra i en selskabsmeddelelse.
Tysk-schweiziske Markus Rohrwild er ifølge Gubras bestyrelse erfaren inden for biotek og har haft både direktørstillinger og bestyrelsesposter i biotekvirksomheder.
- Jeg er meget begejstret for at tiltræde som administrerende direktør i Gubra. Virksomhedens resultater og engagement til videnskab og teknologi samt pipelinen er bemærkelsesværdig, siger Markus Rohrwild i meddelelsen.
Gubra, som blev grundlagt i 2008, har omkring 270 medarbejdere og hovedsæde i Hørsholm.
Selskabet er specialiseret i forskning og udvikling af lægemidler inden for blandt andet overvægt. Derudover sælger Gubra også leverandørydelser inden for udviklingen af lægemidler.
Sidste år omsatte Gubra for 266 millioner kroner.
Udskiftningen i Gubras øverste ledelse var planlagt, lyder det i selskabsmeddelelsen.
Bestyrelsesformand Monika Lessl siger, at Henrik Blou har "gjort et fremragende stykke arbejde" som administrerende direktør.
- Han spillede en central rolle i Gubras succesrige børsnotering i 2023 og har siden da stået i spidsen for en enorm udvikling, herunder den banebrydende aftale med AbbVie tidligere på året, siger hun i meddelelsen.
Siden børsnoteringen i 2023 er Gubra-aktien steget 211 procent.
I marts i år solgte Gubra rettighederne til et vægttabsmiddel under udvikling til amerikanske AbbVie.
I forbindelse med aftalen fik Gubra 2,5 milliarder kroner med det samme - samt mulighed for at få op til 13,4 milliarder kroner i såkaldte milepælsbetalinger, hvis udviklingen og en eventuel lancering af midlet går som håbet.
/ritzau/