København, 15/02/2026 - 22:26
To personer skadet i serie af uheld på Sønderborgmotorvejen
Der er ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi glat og en del snefygning på stedet, hvor flere uheld er opstået.
René Schütze/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To personer er kommet til skade ved flere færdselsuheld på Sønderborgmotorvejen nord for Kværs søndag aften.
Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.
Politikredsen skriver på meddelelsestjenesten Politi Update, at der er sket flere uheld samme sted, hvor der også er glat og en del snefygning.
Sønderborgmotorvejen er spærret i retning mod Sønderborg mellem afkørsel 15 Søgaard og afkørsel 14, oplyser politiet.
Der er ifølge Ekstra Bladet ingen meldinger om alvorlig tilskadekomst ved uheldene.
Årsagen til ulykkerne er endnu ikke fastlagt, men det formodes, at snefygning og lav sigtbarhed kan være medvirkende, skriver mediet videre.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har søndag udsendt et varsel om snefygning i løbet af mandagsdøgnet.
Tre til otte centimeter ny sne og en jævn til hård vind kan medføre snefygning i Jylland, på Fyn og Bornholm mandag, lyder det fra DMI.
/ritzau/




