Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/03/2026 - 19:30

Måbende Tottenham-spiller afviser historie om ligeglade spillere

Historier om ligeglade spillere i Tottenham er ren nonsens, siger hollænderen Micky van de Ven.

Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tottenhams Micky van de Ven skulle tirsdag forholde sig til nogle særprægede mediehistorier, som han mildt sagt ikke er imponeret over.

Blandt andet The Athletic har beskrevet, at en af klubbens spillere ikke går så meget op i klubbens kritiske situation i bunden af Premier League, fordi han alligevel kan forlade klubben til sommer.

Den historie har udviklet sig i andre medier og blandt fans, og det vækker forundring hos Micky van de Ven, som ikke har kunnet undgå selv at falde over historierne.

- Nogle gange siger journalister bare et eller andet, og så er det sådan: "Hvordan fandt du på det?" Som om spillerne bare skulle have lukket ned. Det er ikke rigtigt.

- Det er ren nonsens, og det bliver et problem, når folk begynder at tro på det. Det er det rene nonsens, siger Micky van de Ven ifølge Sky Sports på tirsdagens pressemøde forud for Tottenhams Champions League-kamp mod Atlético Madrid onsdag.

Tottenham roder rundt i bunden af Premier League og er lige nu blot et point over nedrykningsstregen. I Champions League tabte Tottenham den første kamp i playoffrunden med 2-5 til Atlético Madrid og levnes ikke mange chancer for avancement.

Men Micky van de Ven garanterer, at spillerne ikke har slået op i banen.

- Alle de involverede går virkelig meget op i den situation, vi står i. Det er det vigtigste lige nu. Hvis der så kommer historier om, at spillerne ikke længere går op i det, er det bare frustrerende for os, siger han.

Også træner Igor Tudor forsikrer, at spillerne har hovederne på det rette sted i kampen for at undgå nedrykning og for at avancere i Champions League.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek