Beirut, 07/03/2026 - 19:23
Konflikt mellem Israel og Hizbollah sender 450.000 på flugt i Libanon
Efter angreb fra Libanon mod Israel iværksatte israelsk militær mandag angreb mod Hizbollah-mål.
Af: /ritzau/
Op mod en halv million mennesker er flygtet fra deres hjem i Libanon, siden Israel iværksatte den seneste offensiv mod Hizbollah natten til mandag.
Det fortæller Libanons socialminister, Haneen Sayed, på et pressemøde lørdag, skriver nyhedsbureauet AFP.
I alt er 454.000 personer blevet registreret som flygtninge på ministeriets hjemmeside siden ugens begyndelse. Blandt dem opholder 112.000 personer sig på statslige centre forskellige steder i Libanon.
Israel begyndte at angribe mål i Libanon, efter at det nordlige Israel natten til mandag blev angrebet af Hizbollah med raketter fra Libanon.
Hizbollah-militsen støttes af Iran, som også spillede en rolle i grundlæggelsen af den shiamuslimske gruppe.
Israel har blandt andet angrebet de sydlige forstæder til den libanesiske hovedstad, Beirut, som er Hizbollahs højborg.
Derudover har der været israelske angreb mod det sydlige Libanon.
Alene den første nat med angreb udsendte Israels militær evakueringsvarsler til beboerne i 50 byer og landsbyer i Libanon på grund af forestående angreb.
/ritzau/




