Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 12/01/2024 - 10:00

Kan du klare dig hvis strømmen går? Sådan laver du et nødlager

Det er sund fornuft at have vand og konserves i kælderen i tilfælde af, at samfundet bliver ramt af en uforudset krise, siger organisation og sikkerhedsekspert.

Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Hvor mange dage vil du og din familie kunne klare jer, hvis strømmen pludselig går, eller der bliver lukket for vandet?

Det spørgsmål er klogt at stille sig selv, mener den upartiske sikkerhedspolitiske organisationen Folk & Sikkerhed, der er klar med en ny folder med titlen "Hvad nu hvis?".

Folderen rummer råd til, hvad der er godt at have i huset, hvis nu der skulle opstå en krisesituation i samfundet, fortæller organisationens formand, Torben Ørting Jørgensen.

- Vi har konstateret, at der er behov for, at befolkningen får nogle gode råd til, hvordan man kan forberede sig på, at der sker noget uventet, som gør, at vi pludselig ikke har den dagligdag, vi kender, siger han.

Initiativet får en opadvendt tommelfinger fra lektor ved Forsvarsakademiet Rasmus Dahlberg, som blandt andet forsker i samfundssikkerhed og civilt-militært samarbejde.

- Det handler om rettidig omhu og sund fornuft. At forberede sig på en krise er ikke anderledes end at tegne en indboforsikring, have en pulverslukker i køkkenskabet eller en førstehjælpskasse i bilen, siger han.

Rasmus Dahlberg understreger, at der lige nu ikke er nogen militær trussel mod Danmark, og at du derfor ikke skal gå rundt og være bange for, at Rusland invaderer landet.

- Men der kan ske mange ubehagelige ting i gråzonefeltet. Der er risiko for påvirkning af infrastrukturen som nedbrud i vores el-, vand- og varmeforsyning samt internettet, som vores digitaliserede samfund bygger på.

I sådan en situation kan det være smart at have følgende på lager.

1) Vand i kælderen.

Hav rigeligt med vand stående i kælderen eller på loftet.

- Et voksent menneske bruger cirka tre liter vand om dagen. Så kan man selv gange op i forhold til antal personer i husstanden, siger Torben Ørting Jørgensen.

Du kan købe nogle store plastikdunke, som du fylder op og opbevarer et mørkt og køligt sted. Vandet kan som udgangspunkt holde sig et halvt år. Du kan også købe vand på flaske fra supermarkedet.

- Det er det nemmeste, fordi der står på flasken, hvor længe vandet kan holde sig, siger Rasmus Dahlberg.

2) Dåsemad en masse.

Opbyg et godt forråd af langtidsholdbare madvarer som ris, pasta, diverse konserves og bouillon, som du løbende bruger af og løbende fylder op.

- Man skal ikke rende ned og tømme hylderne i supermarkedet. Det handler mere om at justere sin husholdning, så man tænker i holdbarhed, siger Torben Ørting Jørgensen.

Du kan lave mad uden strøm med din gas- eller kulgrill udenfor. Derfor er det godt at have ekstra gas og kul på lager.

Har du ikke en grill, kan du overveje at anskaffe dig et trangiasæt, som også kan bruges til at tilberede mad udendørs.

3) Powerbank og radio.

Hav altid en fuldt opladet powerbank, som du kan bruge til at lade din telefon op, hvis strømmen går.

Du kan også anskaffe dig et større batteri. Rasmus Dahlberg har selv en 1-kilowatt-times powerbank stående i kælderen, som er tilknyttet et køleskab og en fryser.

- Køleskabet og fryseren kan køre videre på nødstrøm i et halvt til et helt døgn, fortæller han.

Hvis internettet er nede, kan du desuden få gavn af at have en FM-radio stående på hylden. På den måde kan du få beredskabsmeddelelser fra Danmarks Radio.

4) Kontanter og piller.

Et omfattende strømnedbrud kan få de elektroniske betalingssystemer til at gå ned. Derfor kan du få brug for rede penge.

- Helt lavpraktisk er det godt at have en lille beholdning af mønter og sedler, siger Torben Ørting Jørgensen.

Tjek også din medicinskuffe, og sørg for at have plaster, sårrens, smertestillende piller og receptpligtig medicin i reserve.

/ritzau fokus/

København, 29/06/2025 - 21:05

Dansk kendispar i babylykke: Napper endnu et barn

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Komikerparret Ane Høgsberg og Lasse Madsen har fået deres andet fælles barn. Familien består også af Lasse Madsens søn fra et tidligere forhold.

Det danske komikerpar Lasse Madsen og Ane Høgsberg har ekstra meget at smile af.

Parret har fået deres andet fælles barn.

Det afslører de på Instagram med ordene: "Så kom han!".

Parret afslørede nyheden om familieforøgelsen på det sociale medie i maj.

- Vi nupper lige et barn mere! Taget i betragtning af, hvor træt jeg er i forvejen, så bliver det et spændende projekt - men jeg glæder mig!, lød det fra Lasse Madsen.

Sammen har Lasse Madsen og Ane Høgsberg sønnen Ebbe, der kom til verden i december 2020, og så består familien også af Lasse Madsens søn, Axel, fra et tidligere forhold.

- For mig er meget lykke forankret i min tryghed, når jeg ved, at Axel, Ebbe, Lasse og jeg har det godt, og at vores familier har det godt. At vi kan betale vuggestuepladsen og har mad på bordet. Det gør mig grundlæggende lykkelig. Alt andet er ekstra krymmel på kagen, sagde Ane Høgsberg til Ritzau i 2022.

31-årige Lasse Madsen og 37-årige Ane Høgsberg mødte hinanden for allerførste gang til et comedyevent i Aarhus, da han var 16 år gammel, og hun var 22.

Efter mange års venskab udviklede forholdet sig til kærlighed, da de stødte ind i hinanden til uddelingen af Tvprisen.

Juleaften 2024 friede Lasse Madsen endnu en gang til Ane Høgsberg efter at have friet første gang fem år forinden.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/06/2025 - 17:17

Vild med dans-stjernes store lykke: Far for anden gang

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den professionelle danser Mads Vad og hans hustru, Nana Strand, har fået en lille pige. Sammen har parret også sønnen Xander, der kom til verden i maj 2019.

Mads Vad er brudt ud i en glædesdans.

Han og hustruen Nana Strand er blevet forældre for anden gang.

Det afslører den nybagte far i et opslag delt på Instagram.

- Fredag morgen kom verdens smukkeste Aya til verden. Vi er så taknemmelige og lykkelige for den dejligste lillesøster, som har det godt, skriver den nybagte far og sender samtidig hospitalspersonalet en kæmpe tak.

- Nu er vi pludselig fire, og Xander er blevet storebror. Vi nyder hinanden alt det, vi kan.

Mads Vad afslørede nyheden om familieforøgelsen nytårsaften 2024 til sine følgere på Instagram.

- Det bedste i vores 2024 er den lille pige, som ligger i Nanas mave og gerne vil være Xanders lillesøster. Vi glæder os så meget til sommeren 2025 og er alle fyldt op med lykke og kærlighed, jublede Mads Vad i opslaget.

Sammen har han og Nana Strand sønnen Xander, som kom til verden i maj 2019.

Han skal begynde i skole til sommer, og det nye kapitel i familiens liv har fået Mads Vad til at overveje sin fremtid i "Vild med dans". Et program, han første gang gik på gulvet i tilbage i 2006 og senest medvirkede i sidste efterår.

- Jeg vil gerne lave 17 sæsoner mere. Men der sker nogle ting, som kan betyde, at jeg nok ikke kommer til at være med i "Vild med dans". Det er nogle tanker, jeg går med, og så må vi se, hvor det lander, sagde han til Ritzau i forbindelse med sin 40-års fødselsdag i oktober 2024.

Til daglig bor familien i Aarhus-forstaden Egå. Herfra driver Mads Vad sine egne danseskoler, som han også underviser på, mens at Nana Strand, der er uddannet cand.merc i Strategic Communication fra Aarhus Universitet, arbejder med marketing og kommunikation i virksomheden Fred. Olsen 1848.

Afstanden mellem Vild med dans-studiet på Østerbro i København og familiens hjem i Jylland er blevet større og større, jo ældre Xander er blevet, fortalte Mads Vad i oktober 2024.

- Han er fem år og har fået så meget personlighed nu. Så det rammer mig virkelig på en anden måde, end jeg har prøvet før. Forleden da jeg afleverede ham i børnehaven, måtte jeg virkelig tage mig sammen. Men da jeg kom ud i bilen, begyndte jeg bare at græde.

Mads Vad og Nana Strand mødte også hinanden i Aarhus tilbage i 2014. Det afslørede Mads Vad i et opslag delt på Instagram i januar 2024.

- Ti år siden at jeg mødte hende her klokken 04 om morgenen på Mojos i Aarhus. Købte ti shots til hende og hendes veninde og et par timer senere fik jeg et telefonnummer.

Efter to års forhold friede Mads Vad til sin Nana.

- Det skete i Skagen, for den by er lidt ligesom vores helle. Jeg friede til Nana, mens vi bare var os to sammen.

- Jeg ville gerne have, at det bare var vores ting. Og så havde jeg inviteret nogle af vores venner og veninder som en overraskelse, afslørede Mads Vad et par måneder efter forlovelsen i 2016 i et interview med Ritzau.

Parret blev gift i sommeren 2018 i Holckenhavn Slotskirke i Nyborg.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 29/06/2025 - 10:00

FAKTA: Formér jordbærplanterne

* Dine jordbærplanter kan blive til flere, hvis du hjælper dem lidt på vej.

* Jordbærplanten sender små skud ud, der sætter nye rødder, hvis skuddene kommer i kontakt med jorden.

* Læg gerne en lille sten på det udløbende skud, så det rammer jorden.

* Grav eventuelt en urtepotte ned under det nye skud, så det slår rødder ned i potten. På den måde kan du nemt flytte den lille nye plante, når den har etableret sig.

Kilde: Anja Kelvin, anlægsgartner hos den almennyttige organisation Haveselskabet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 29/06/2025 - 10:00

Nip roserne, klip hækken, og trim bærbuskene i juli

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Du behøver ikke holde sommerferie fra havearbejdet. Juli måned er blandt andet et oplagt tidspunkt at finde klippegrejet frem.

Julihaven sprudler af sommerflor og indbyder dig til bare at nyde den. Trænger du til et projekt eller to, er der dog rigeligt, du kan tage dig til.

For eksempel er juli måned et godt tidspunkt at klippe hækken, lyder det fra Anja Kelvin, der er anlægsgartner hos den almennyttige organisation Haveselskabet.

- De fleste småfugle er typisk fløjet fra reden. Men hvis du ved, at der stadig bor solsorte eller andre fugle i hækken, så sørg lige for at vente, til ungerne er fløjet, siger hun.

Ved at klippe hækken i midten af juli undgår du som oftest at skulle klippe hækken igen til efteråret. Det skyldes, at hækken nu har nået sit højdepunkt for vækst og derfor ikke sender mange nye skud ud resten af sommeren.

- Hækafklippet kan du lægge ud på græsplænen og køre hen over det med græsslåmaskinen. Så kan du bruge det til at dække jorden i bedene eller under hækken. Det holder jorden fugtig i varmen, forklarer Anja Kelvin.

Dine rosenbede sætter ligeledes pris på en kærlig hånd. Nip løbende de visne blomsterhoveder og eventuelle hyben af. På den måde sikrer du en lang blomstring.

- Hvis roserne får lov til at udvikle deres frugt, stopper de med at formere sig, og det vil sige, at de stopper med at blomstre, siger hun og råder dig til at stoppe nipperiet, når kalenderen når hen i midten af august, så roserne får lov til at sætte hyben. Det vil mange småfugle sætte pris på vinteren igennem.

Gennem hele højsommeren er der i øvrigt gode betingelser for beskæring af havens frugttræer. Sårene fra beskæringen heler nemlig nemmere om sommeren, hvor der er lyst og lunt. Klippetrangen kan du med fordel tage med dig videre til bærbuskene.

- Det er godt tidspunkt at beskære solbær-, stikkelsbær- og ribsbuske nu, hvor bærrene modner, fortæller Anja Kelvin og fortsætter:

- Du får nemt ondt i ryggen af at stå foroverbøjet og plukke bær. Så er det smartere at klippe de grene af, hvor der er bær på, og sætte sig hen ved havebordet med en kop kaffe eller et glas vin og plukke bær - og så har du samtidig beskåret buskene, så de er klar til at sætte skud til næste år.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek