Washington D.C., 15/09/2025 - 17:46
Trump skal tale med Kinas Xi Jinping efter TikTok-aftale
Kina og USA har indgået en aftale om "et vist selskab", som unge amerikanere gerne vil beholde, skriver Trump.
Susan Walsh/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, antyder på Truth Social, at der er indgået en aftale mellem USA og Kina om det sociale medie TikTok.
At der foreligger en aftale om TikTok, bekræftes af flere topembedsmænd og USA's finansminister, Scott Bessent.
- En aftale er også blevet indgået vedrørende et "vist" selskab, som unge mennesker i vores land virkelig gerne ville bevare. De bliver meget glade, lyder det fra den amerikanske præsident.
Trump skriver desuden, at han skal tale med Kinas præsident, Xi Jinping. Samtalen mellem de to statsledere finder sted fredag.
- Jeg skal tale med præsident Xi på fredag. Forholdet forbliver meget stærkt, skriver Trump.
Trump nævner hverken TikTok eller moderselskabet ByteDance ved navn, men TikTok er udbredt blandt amerikanske unge, og dets fremtid i USA er jævnligt blevet diskuteret, siden Trump tiltrådte som præsident.
USA's særlige udsending på handelsområdet, Jamieson Greer, og finansminister Scott Bessent bekræfter dog begge, at der er en aftale.
Greer siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at USA og Kina er blevet enige om en aftale, der adresserer udfordringerne omkring TikTok. Og Bessent fortæller, at USA har indgået en rammeaftale om det sociale medie med Kina.
Også Kinas chefforhandler på handelsområdet, Li Chenggang, bekræfter ifølge Reuters, at Kina og USA har indgået en rammeaftale om TikTok.
Det er mandag eftermiddag uvist, hvad rammeaftalen indebærer.
Udmeldingerne kommer, mens repræsentanter for USA og Kina mandag mødes i Spanien for at forsøge at afbøde handelskrigen mellem de to lande.
- Det store handelsmøde i Europa mellem USA og Kina er gået virkelig godt! Det vil fortsætte snarest, skriver Trump på Truth Social.
TikTok er ejet af selskabet ByteDance, der opererer fra Kina, hvilket har skabt bekymring for, at det sociale medie kunne udgøre en sikkerhedsrisiko i USA.
Derfor vedtog Kongressen i 2024 at indføre et forbud mod mediet.
Oprindeligt var forbuddet mod TikTok i USA planlagt til at træde i kraft i januar, hvis ikke kontrollen med den amerikanske del af selskabet blev overtaget af andre end ByteDance.
Men Trump har flere gange forlænget fristen for, hvornår ByteDance skulle have fundet en køber til TikTok. Næste frist var onsdag.
Ifølge USA's finansminister er der udsigt til, at fristen udskydes yderligere 90 dage, hvilket giver tid til at få en fyldestgørende aftale på plads med Kina.
/ritzau/