København, 12/04/2026 - 10:24
Rusland og Ukraine beskylder hinanden for brud på påskevåbenhvile
Rusland og Ukraine har sagt, at de vil overholde en 32 timer lang våbenhvile i forbindelse med ortodoks påske.
Af: /ritzau/
Ukraine og Rusland beskylder søndag hinanden for at bryde en våbenhvile i forbindelse med den ortodokse påske.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Klokken 07.00 12. april havde vi registreret 2299 brud på våbenhvilen. Nærmere bestemt: 28 fjendtlige angreb, 479 beskydninger, 747 droneangreb og 1045 angreb med FVP-droner, skriver den ukrainske generalstab i et opslag på Facebook.
En FVP-drone fjernstyres af piloter langt væk og flyver med sprængstof ind i fjendtlige mål.
Ruslands forsvarsministerium beskylder Ukraine for knap 2000 brud på våbenhvilen.
- I alt 1971 brud på våbenhvilen fra enheder i Ukraines væbnede styrker blev registreret mellem klokken 16 og klokken 08 lokal tid, siger ministeriet ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Det russiske ministerium siger, at Ukraine har fyret med artilleri eller fra kampvogne 258 gange, udført 1329 angreb med FVP-droner og nedkastet "forskellige typer af krigsmateriel" 375 gange.
Våbenhvilen er sat til at være 32 timer - fra klokken 15.00 lørdag dansk tid til slutningen af dagen søndag.
Der blev lavet en lignende våbenhvile sidste år. Da beskyldte de to parter også hinanden for at bryde den.
/ritzau/




