København, 15/07/2025 - 19:14
Benzin- og dieselpriserne nærmer sig hinanden
Tidligere har der været tydelig forskel mellem priserne på benzin og diesel, men lige nu er den næsten nul.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det har traditionelt været en del billigere at tanke for de bilejere, hvis bil kører på diesel i modsætning til dem, der kører på benzin.
Men sådan er det ikke lige nu, hvor listeprisen på de to typer brændstof er stort set ens.
Hos Circle K skal man tirsdag som udgangspunkt betale 13,39 kroner for en liter benzin, mens diesel med en pumpepris på 13,19 kun er 20 øre billigere.
Det er ret usædvanligt, fortæller Peter Rasmussen, der er brændstof- og energiekspert hos Circle K.
Godt nok var diesel kortvarigt dyrere end benzin i begyndelsen af året, men ellers skal vi tilbage til 2008 for at se en lignende situation.
En af forklaringerne er, at dieselafgiften fik et pænt nøk opad på lige knap en krone ved nytårstid, men ellers handler meget om udbud og efterspørgsel.
I den forbindelse er der ifølge Peter Rasmussen to faktorer, der har haft særlig betydning.
- I USA har vi lige nu det, der hedder "driving season", hvor amerikanerne traditionelt bruger meget benzin og dermed presser prisen op.
- Men i denne sommer er forbrugertilliden i USA meget lav på grund af alle de ting, der foregår politisk, og det påvirker tilsyneladende forbruget, og det sætter sig i priserne, siger han.
Den anden faktor handler om Putin og krigen i Rusland.
- I forsøget på at gøre os mindre afhængige af russisk gas er man nogle steder i Europa gået over til at bruge fyringsolie, som er et dieselprodukt, til at producere strøm og varme med.
- Det har øget efterspørgslen på diesel og dermed også øget prisen, siger Peter Rasmussen.
Han forventer, at diesel fortsat vil være billigere end benzin fremover, men det er ikke en naturlov, at det forbliver sådan.
- Når produktet kommer ud af raffinaderiet, så er diesel faktisk dyrere end benzin.
- Men i takt med, at der kommer flere elbiler i persontrafikken herhjemme og i Europa, så forventer vi, at efterspørgslen på benzin vil falde, samtidig med at den tunge trafik fortsæt vil være en motor for efterspørgslen på olie.
- Og så er der selvfølgelig en joker i form af afgiftssystemer, som kan trække priserne den ene og den anden vej i fremtiden, siger han.
/ritzau/