Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aalborg, 05/04/2026 - 15:59

Politi til borgere: Overvej om hændelse er akut inden I ringer

Inden man søndag ringer 112 eller 114, bør man overveje, om hændelsen er akut, skriver Nordjyllands Politi.

Claus Bjoern Larsen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Nordjyllands Politi får søndag så mange henvendelser om stormen Dave, at det har svært ved at følge med.

Derfor bør man kraftigt overveje, om der er tale om en akut hændelse, inden man ringer 112 eller 114.

Det skriver politikredsen på meddelelsestjenesten Politi Update.

- Lige nu er der store udfordringer med at følge med alle de henvendelser, vi får vedr. vejrrelateret hændelser. Det gælder både på 112 og 114.

- Vi anmoder derfor om, at man overvejer kraftigt, om det er en hændelse, som er akut (personredning, tilskadekomst eller påvirker store hovedfærdselsårer), inden man ringer, lyder det.

Nordjyllands Politi opfordrer fortsat til, at man bliver inden døre og fraråder al unødig udkørsel.

I øvrigt er familier blevet rådet til at surre deres trampoliner og andre lette ting fast, så de ikke flyver væk under besøget af stormen.

I Syd- og Sønderjyllands Politi har man søndag formiddag registreret enkelte væltede træer, har vagtchefen oplyst til Ritzau.

På Fyn har politiet fået meldinger om løse genstande, der flyttes eller løsnes på grund af blæsten.

Stormen er af DMI varslet i tidsrummet fra klokken 11.00 til klokken 20.00 søndag. Der kan komme vindstød af orkanstyrke.

Vejrfænomenets navn skyldes de britiske meteorologer. Stormen kommer fra nordvest og rammer det sydlige Norge og det nordlige Danmark.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek