Bruxelles, 17/01/2026 - 21:34
EU-ambassadører er indkaldt til hastemøde om Grønland
Ambassadører fra EU-lande skal mødes, efter at USA's præsident har varslet told mod blandt andet Danmark.
Af: /ritzau/
EU-ambassadører er indkaldt til hastemøde i Bruxelles søndag om Grønland og nye toldtrusler fra USA's præsident, Donald Trump.
Det oplyser Cypern, der har EU-formandskabet, ifølge nyhedsbureauet Reuters lørdag aften.
Meldingen kommer efter en dag, hvor Trump har sagt, at Danmark og syv andre lande vil blive ramt af told på ti procent fra 1. februar, indtil USA og Danmark har lavet en handel om Grønland. Senere kan toldsatsen stige yderligere.
Imens er europæiske lande ved at koordinere et modsvar.
EU-diplomater siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at mødet står til at begynde klokken 17.00.
/ritzau/




