København, 11/06/2025 - 17:00
Hurtige danskere dyster med specialister i københavnsk endagsløb
Emma Norsgaard Bjerg og Amalie Dideriksen er begge med, når Copenhagen Sprint køres senere på måneden.
Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En række prominente cykelnavne fra ind- og udland har meldt deres ankomst til det nye store endagsløb Copenhagen Sprint.
Løbsarrangørerne skriver i en pressemeddelelse, at den hollandske europamester Lorena Wiebes har bebudet, at hun kommer til start i løbet.
Supersprinteren har hentet ni sejre i denne sæson alene.
Også den tidligere verdensmester Elizabeth Deignan fra England er en del af den foreløbige startliste. Hun har tidligere vundet løb som VM, Flandern Rundt, Strade Bianche og Paris-Roubaix.
Deignan får selskab af holdkammeraten Emma Norsgaard Bjerg på Lidl-Trek-holdet. Sidstnævnte glæder sig til at folde sig ud i og omkring den danske hovedstad for en sjælden gangs skyld.
- Jeg glæder mig og er virkelig spændt på løbet. Det bliver mit første World Tour-løb i Danmark, så det bliver noget helt særligt. Hele min familie og mine venner fra skolen vil være der, hvilket bliver rigtig dejligt.
- Ruten er smuk, og vi slutter i København, som er noget helt særligt - en af de smukkeste byer. Jeg ser meget frem til det, siger hun i pressemeddelelsen.
Ud over Norsgaard kommer den tidligere verdensmester Amalie Dideriksen og danmarksmesteren Rebecca Koerner til start.
Mange sprintere vil givetvis se mod det nye danske endagsløb, men det slutter ikke nødvendigvis i en massespurt, mener løbets sportsdirektør, Jesper Tikiøb.
- Cykelfans bliver virkelig forkælet med det felt, der stiller til start ved Copenhagen Sprint. Og selv om løbet selvfølgelig lægger op til en sprinterafslutning på Sølvgade, er det ikke sikkert, det ender sådan.
- Der er masser af små veje rundt på Nordsjælland, hvor en gruppe kan stikke af og komme alene ind til København, og der er bestemt også ryttere med, der har evnerne til at komme afsted og køre alene, siger han.
Copenhagen Sprint afvikles både for kvinder og mænd. Kvinderne kører en rute på 152 kilometer 21. juni, og mændene dyster over 235 kilometer dagen efter.
Løbet begynder i Roskilde og slutter i København.
/ritzau/