Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Andorra la Vella, 25/08/2026 - 17:51

Pogacar knuser Vuelta-konkurrenter i overlegen stil

Tadej Pogacar kørte 50 kilometer solo og skabte et stort forspring i klassementet på Vueltaens 4. etape.

Javier Lizon/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Tadej Pogacar lavede tirsdag et stort nummer og vandt Vuelta a Españas 4. etape i overlegen stil.

Det slovenske cykelfænomen fløj solo efter 60 af etapens 110 kilometer og strøg hen over de tre sidste stigninger i ensom majestæt, inden han lod sig hylde som vinder i Andorra.

Først 2 minutter og 39 sekunder senere vandt Jarno Widar (Lotto) forfølgernes spurt.

Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) hang nogenlunde på i forfølgergruppen, men gik ned på sidste stigning og tabte lidt mere end et halvt minut til de øvrige klassementsfolk.

Havde Pogacar lidt ekstra kræfter og motivation, skyldes det muligvis, at mandagens 3. etape blev aflyst før de sidste godt 15 kilometer på grund af et voldsomt haglvejr.

I det samlede klassement er han nu 3 minutter og 21 sekunder foran landsmanden Primoz Roglic (Bora), og meget skal gå skævt, hvis ikke han skal slutte sig til det eksklusive selskab af ryttere, der har vundet både Touren, Giroen og Vueltaen.

Jonas Vingegaard blev med sin sejr i den italienske grand tour i maj medlem nummer otte i det selskab. Det tæller også Eddy Merckx, Bernard Hinault og Jacques Anquetil.

Tidligt på 4. etape var den danske grand tour-debutant Simon Dalby en del af et større udbrud, der dog ikke fik lang snor.

Decathlon havde planer for Felix Gall, men involverede de etapesejren, brast missionen hurtigt.

Kort efter at udbruddet var kørt ind, susede Pogacar forbi de arbejdende Decathlon-hjælpere. Gall forsøgte at hænge på, men måtte snart give fortabt.

Pogacar fik hurtigt et minuts forspring, og det blev større og større, mens de øvrige klassementsfolk virkede mere optagede af hinanden end kraftværket foran dem.

Skjelmose havde ikke den bedste dag, men fik trods alt begrænset skaden. Lidl-Trek-danskeren er mere end fire minutter efter Pogacar, men trods alt kun 35 sekunder efter Roglic.

RITZAU

TjekDet - faktatjek