Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/01/2025 - 09:00

Januarkrise? Det kan I gøre for parforholdet

I årets første måned oplever en parterapeut og en chefpsykolog at få mange henvendelser om problemer i parforholdet. Få deres råd til, hvad I kan gøre.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

For flere par begynder det nye år ikke så idyllisk, som de kunne drømme om.

I hvert fald får parterapeut og sexolog Ditte Winkel særligt mange henvendelser i januar fra personer, der kæmper med parforholdet.

Men selv om problemerne kan betegnes som en januarkrise, begrænser de sig ikke til årets første måned, forklarer hun.

- Oftest har den ene part forud for krisen været ulykkelig over lang tid.

- Så har problemerne akkumuleret, og julehøjtiden har været en form for milepæl, der skulle krydses, inden man har sagt til sin partner, at det ikke skal være os to længere. Og så er det, at alle de her henvendelser lander i indbakken, siger parterapeuten.

Det behøver dog ikke ende med, at I går hver til sit. I første omgang kan I forsøge at arbejde på forholdet.

Her er det afgørende, at I begge erkender, at jeres relation er præget af udfordringer.

- Hvis den ene part råber vagt i gevær, er det vigtigt, at den anden part er lydhør og synes, at krisen er noget, der skal arbejdes med, siger Ditte Winkel.

Når I har erkendt problemet, kan I konkret begynde at arbejde på relationen. Og I kan tale med hinanden om problemerne.

Først er det dog godt at få de ydre rammer for samtalerne på plads.

I skal finde ud af, hvad I hver især gerne vil bidrage med i samtalerne og ønsker af hinanden, forklarer Ditte Winkel.

- Få styr på, hvad det vil sige at have en god samtale. Snak om: "Hvad kunne du bruge fra mig?", "hvordan kan jeg være den lytter, du fortjener?", "er der noget, jeg skal holde igen med eller gøre mere af?".

Når I herefter tager de svære emner op, er det også vigtigt, at I begge er nysgerrige på at forstå, hvordan den anden har det.

Stil hinanden hv-spørgsmål, lyder rådet fra Ditte Winkel. Spørg, hvordan den anden har det, og hvad det kommer af. Find også ud af, hvad I hver især konkret synes, at problemerne består af.

- Mange gange kan vi godt have den opfattelse, at vi ved, hvad den anden mener. Men det gør vi ikke. Og samtalerne skal vedligeholdes, for der dukker hele tiden noget nyt op, der skal vendes, siger parterapeuten.

Hun er ikke alene om at få henvendelser fra par, hvis forhold er i krise.

Også Jacob Vindbjerg Nissen, som er chefpsykolog i Falck, fortæller om øgede forespørgsler om professionel hjælp.

Han anbefaler ligeledes, at I erkender, at forholdet har problemer, og at I er oprigtigt nysgerrige på, hvordan den anden har det.

Derudover råder chefpsykologen til, at I reelt bruger tid sammen.

- Det kan være, man bruger tid sammen om morgenen, inden børnene står op, eller går en tur sammen, efter at man har fået fri.

- Det gør, at man får prioriteret hinanden. Og man er sammen om noget, hvilket øger chancen for at styrke tosomheden, siger Jacob Vindbjerg Nissen.

Han erkender samtidig, at det kan være svært at føre de nye vaner ud i livet. En god start til at komme i gang kan være, at I laver klare aftaler om, hvad I skal sammen - om det er at gå en tur eller tale sammen om jeres problemer.

- Nogle gange skal vi forpligte hinanden til at gøre noget nyt. Her kan det være godt at være meget konkret - også kalendermæssigt, siger han.

/ritzau fokus/

København, 20/01/2025 - 12:43

Dansk musiker i stor glæde: Forlovet på japansk bjerg

August Fenger Janson, der har produceret musik for flere store navne, skal giftes med kæresten Karoline Bloch.

Sidste år blev den danske musikproducer og dj August Fenger Janson og hans kæreste forældre for første gang.

Nu er parret klar med endnu en glædelig nyhed: De er nemlig blevet forlovet.

Det fortæller dj'en i et opslag på det sociale medie Instagram.

- Det er et JA på et japansk bjerg, skriver den 34-årige producer.

Teksten er flankeret af et billede, hvor hans forlovede, Karoline Bloch, begejstret viser ringen frem sammen med den vordende brudgom og parrets fælles barn.

Det lader til, at parret er blevet forlovet på bjerget Mount Takao. Det er i hvert fald det sted, der er angivet som opslagets lokation.

Sangeren Nabiha er blandt de mange, der har lykønsket parret i kommentarsporet.

August Fenger Janson, der går under kunstnernavnet Eloq, er søn af sangerinden Søs Fenger og den svenske producer og guitarist Henrik Janson.

Han har været med til at danne pladeselskabet Cheff Records sammen med blandt andre rapperne Kidd og TopGunn.

Han har derudover produceret musik for navne som Mø og The Minds of 99.

På festivalscenen har han været blandt navnene til Distortion og Roskilde Festival.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 20/01/2025 - 11:36

DR-vært lander podcasttjans på TV 2

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Anna Lin er ny vært på TV 2-podcasten "Dato". Her slutter hun sig til den nuværende vært, Abdel Aziz-Mahmoud.

På tv har Anna Lin påtaget sig værtskabet i programmer som "Kender du typen?" og "Døm vores forhold".

Nu skal hun prøve kræfter med at sidde bag mikrofonen på TV 2-podcasten "Dato" - det sker sammen med nuværende vært Abdel Aziz-Mahmoud.

Det fortæller den 28-årige vært til Ekstra Bladet og Se og Hør.

- Det er megafedt. "Dato" er jo en nyhedspodcast, og jeg startede jo min karriere med at lave nyheder. Så det er megafedt at skulle tilbage til det, som jeg startede med, fortæller hun til Se og Hør.

Den nye værtstjans kommer dog ikke til at vare længe.

Tilbage i december bekræftede TV 2 over for fagbladet Journalisten, at "Dato" og krimipodcasten "Skyggesiden" lukker 31. marts.

Men det afholder altså ikke den nye vært fra at kaste sig over tjansen.

- Jeg er med på skibet i 2,5 måned, fortæller Anna Lin til Ekstra Bladet.

Ud over "Kender du typen?" og "Døm vores forhold" har hun ageret vært på "Ultra Nyt". Derudover har hun været med til at stå i spidsen for børnenes MGP.

Fra 22. januar kan hun desuden ses i TV 2's nye realitysatsning "Spillet", hvor 12 kendisser skal bo sammen i 12 dage i en luksusvilla et hemmeligt sted i Danmark.

De ved ikke, hvem de andre deltagere er, eller hvad "Spillet" går ud på.

Derudover fortæller Anna Lin til Ekstra Bladet, at når "Dato" lukker 31. marts, går hun i gang med optagelserne til den nye sæson af DR-programmet "Døm vores forhold", hvor hun igen skal være vært.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 20/01/2025 - 11:00

FAKTA: Forstå hvorfor fradraget batter

* Når skattesatserne ændres fra 2026, har det særligt betydning for fradraget for din pensionsindbetaling, hvis du kommer til at betale mellemskat i stedet for topskat.

* I så fald bliver dit fradrag for pensionsindbetalinger nemlig mindre værd fra næste år.

* For hver 100 kroner, du betaler ind til din pension, får du i dag 53 kroner i fradrag - det koster dig med andre ord 47 kroner at indbetale 100 kroner. Fra 2026 falder dit fradrag til 45 kroner - og dermed koster det dig pludselig 55 kroner at indbetale 100 kroner på pensionsopsparingen.

* Du får altså mere ud af din indbetaling ved at sætte ekstra ind på pensionen i år, hvor du får et højere fradrag end i 2026.

Kilde: nordea.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 20/01/2025 - 11:00

Sådan ændrer pensionen sig i 2025

Alicia Windzio/Ritzau Scanpix

Uanset om du er pensionist eller på arbejdsmarkedet, byder 2025 på nogle ændringer, der kan få betydning for din pensionsopsparing.

Et nyt år er skudt i gang, og med det følger ikke bare nytårskur og nytårsforsætter. Årsskiftet betyder også nogle nye regler, der kan få betydning for dig og din pension.

Det gælder blandt andet, hvis du er pensionist, eller hvis du betaler topskat, fortæller Helle Dalsgaard, som er chefrådgiver hos Sampension.

- Folkepensionen stiger ret meget i 2025 - 3,9 procent. Det gør jo noget for vores folkepensionister, som får en bedre købekraft. Og det kommer til at betyde rigtig meget for dem, der både får grundbeløbet og pensionstillægget, fortæller chefrådgiver Helle Dalsgaard og tilføjer, at ældrechecken også stiger.

- Så for dem, der er gået på pension, kan det være en rigtig betydelig ting, siger hun.

I 2023 blev reglerne for modregning ændret, så man som folkepensionist kan have en arbejdsindtægt uden at blive modregnet i pensionen. Og den model fortsætter her i 2025.

- Det ved vi, at der er rigtig mange, der gør brug af og er glade for - af flere årsager end bare økonomisk, fortæller Helle Dalsgaard.

Som noget nyt i 2025 kan du dog som pensionist blive hårdere ramt af din partners indkomst.

Der er nemlig sket et skift, så man nu bliver modregnet med udgangspunkt i sin ægtefælles eller sambos sociale ydelser som efterløn, fleksydelse, fleksløntilskud eller sygedagpenge, da de ikke længere betragtes som arbejdsindkomst

- Det kan give en større modregning for nogle pensionister.

- Men det generelle billede i 2025 er, at folkepensionister burde få mere ud af pensionen, forklarer Helle Dalsgaard.

Der kommer også til at være mærkbare forandringer, selv om man endnu ikke er trådt over tærsklen til pensionisttilværelsen.

Der er nemlig noget at være opmærksom på, hvis du betaler topskat.

Der er vedtaget en ny skattereform, der betyder, at en del nuværende topskatteydere fra 2026 i stedet skal betale en ny mellemskat. Fra 2026 hæves topskattegrænsen nemlig fra 665.000 kroner til 775.000 kroner.

Indkomster fra 640.108 kroner vil få den nye mellemskat på 7,5 procent, og først fra 775.000 kroner vil der komme en yderligere topskat på 7,5 procent.

Derfor er det en fordel at indbetale ekstra til pensionen i år, hvis du fremover kommer til at betale mellemskat i stedet for topskat. Det fradrag, du får for pensionsindbetalingen, falder nemlig tilsvarende.

- Så det er det sidste år, man kan få det høje fradrag i indkomst ved at indbetale ekstra på pensionen. Det gælder på ratepension og livsvarig pension, siger chefrådgiveren.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek