København, 15/07/2025 - 06:13
Slukningsarbejdet i Skagen fortsætter onsdag
Der brænder fortsat i klitplantage og slukningsarbejdet vil fortsætte hele onsdagen, vurderer indsatsleder.
Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
70 brandfolk har natten til onsdag arbejdet på at slukke den naturbrand, der tirsdag eftermiddag brød ud i Skagen Klitplantage.
Indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Klavs Bojsen oplyser, at branden fortsat er kontrol, men at slukningsarbejdet formentlig vil fortsætte hele onsdagen.
- Umiddelbart har vi styr på tingene. Vi er heldige, at det ikke har blæst i nat.
- Vi er ved at undersøge, hvad der kommer af vindforhold i løbet af morgenstunden, så vi kan være godt forberedt, for vi har rigtig mange lommer rundt omkring, siger Klavs Bojsen.
Han fortæller, at det brænder i en del bundbevoksning på steder, hvor ilden har været igennem.
- Vi er i løbet af natten lykkes med den slukningsplan, vi havde lagt, siger indsatslederen.
Hvornår branden er slukket, er endnu for tidligt at vurdere for ham.
- Det tør jeg slet ikke at sige. Det meste af dagen i dag (onsdag, red.) vil også gå. Det er bare et slag på tasken, siger Klavs Bojsen.
Han fortæller, at mange af de brandfolk, der har arbejdet natten igennem, sendes hjem onsdag morgen og afløses af nye.
- De er trætte. Mange af dem har været på siden i går. De er simpelthen færdige, siger indsatslederen.
Selv om der er styr på branden, er Skagen Klitplantage fortsat spærret for offentligheden.
- Vi kan ikke have nogen rendende inde i skoven. Vi har fortsat en del røgudviklingen og skal ikke have nogen til at gå eller cykle herude, siger Klavs Boysen.
/ritzau/