København, 22/04/2025 - 10:00
Danske aktier falder ved børsåbning efter påskeferie
C25-indekset trækkes ned af blandt andet Novo Nordisk, der falder 7,8 procent efter ti minutters handel.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det danske C25-indeks åbner i rødt efter påskeferien.
15 minutter efter børsåbning - klokken 09.15 - ligger aktieindekset til at falde omkring 2,2 procent.
Dermed følger det danske indeks en generel tendens i Europa, hvor aktierne ligeledes starter tirsdagen ud med tilbagegang. Det skriver mediet MarketWire.
De danske aktier ligger dog ud med et større fald, der især er drevet af Novo Nordisk-aktien, der dykker med 6,9 procent.
Hen over påsken har Novo Nordisks konkurrent Eli Lilly fremlagt stærke data for en ny vægttabspille.
I kraft af sin høje markedsværdi udgør Novo Nordisk en stor del af aktieindekset.
Helt i bunden ligger Ørsted, der falder 8,4 procent.
C25 er sammensat af de 25 mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs målt på omsætningen. De mest værdifulde selskaber fylder mest i indekset.
Nedturen for de danske aktier tirsdag morgen skyldes ifølge Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, nye meldinger fra USA's præsident, Donald Trump.
- De angreb, som Donald Trump har udsat centralbankchefen i USA, Jerome Powell, for hen over påsken, skaber usikkerhed, siger han til TV 2.
Præsidenten har flere gange rettet kritik mod Jerome Powell, som er chef for Den Amerikanske Centralbank.
I mandags kaldte Trump blandt andet Powell for "en kæmpe taber" i et opslag på sit sociale medie Truth Social.
Kritikken fra Trump har skabt bekymring om centralbankens uafhængighed og har rystet investorerne.
Mandag lukkede de tre ledende indeks i USA - S & P 500, Nasdaq og Dow Jones - med fald på mellem 2,4 og 2,6 procent.
Aktiemarkeder verden over har de seneste uger bølget frem og tilbage i takt med Trumps toldmeldinger.
Økonomer og banker begyndte at frygte, at præsidentens toldplaner kunne være med til at sende verdensøkonomien ud i en recession.
En recession beskriver en periode med økonomisk nedgang.
På ganske kort tid mistede det danske C25-indeks omkring 20 procent af sin værdi og blev sendt ned i et niveau, der ikke var set i flere år.
/ritzau/