Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 22/09/2025 - 14:29

Grønlandsk dokumentarfilm indstillet til oscarpris

Dokumentarfilmen handler om et møde mellem to grønlandske kvinder på en anstalt i Nuuk.

Robyn Beck/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Grønlands oscarkomité har indstillet dokumentarfilmen "WALLS - Akinni Inuk" til oscarprisen for Bedste Internationale Film.

Det oplyser komitéen og den grønlandske filmorganisation Film.gl i en pressemeddelelse.

Det betyder dog ikke, at filmen er nomineret til en Oscar. Indstillingerne fra de forskellige lande skal efterfølgende behandles af oscarakademiet, der udvælger de nominerede.

Filmen er instrueret af Sofie Rørdam og Nina Paninnguaq Skydsbjerg og handler om et møde mellem to grønlandske kvinder på en anstalt i hovedstaden Nuuk.

Den ene er kvinden Ruth, der afsoner en forvaringsdom på ubestemt tid. Den anden er filmproducer Nina fra Nuuk, der under et dokumentarprojekt om det grønlandske fængselsvæsen bliver involveret i Ruths skæbne.

- Ved første øjekast synes de to kvinder at være meget forskellige, men snart opdager de, at de bærer en fælles dyster fortid, der forbinder dem på uventede måder, lyder det i pressemeddelelsen.

Titlen "Akinni Inuk" betyder "mennesket foran mig", har instruktørerne forklaret i et interview med magasinet Variety.

Filmen havde verdenspremiere på den danske filmfestival CPH:DOX, hvor den vandt prisen for Bedste Nordiske Dokumentarfilm.

I december offentliggør oscarakademiet en liste med 15 internationale film, der er med i kapløbet om prisen for Bedste Internationale Film.

22. januar bliver det afsløret, hvilke fem film der bliver nomineret.

Tidligere på måneden nominerede Danmark dokumentarfilmen "Mr Nobody mod Putin" til kategorien.

Filmen er instrueret af David Borenstein og medinstrueret af Pavel Talankin.

Filmen handler om en helt almindelig lærer, Pavel, i en lille russisk by. Men skolens hverdag ændrer sig drastisk, da Putin indfører propaganda og krigsundervisning på skoleskemaet i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

Oscaruddelingen bliver afholdt den 15. marts 2026 i Los Angeles i den amerikanske delstat Californien. Det bliver den 98. udgave.

I løbet af de seneste 15 år er otte danske film blevet nomineret til Bedste Internationale Film.

To - "Hævnen" af Susanne Bier og "Druk" af Thomas Vinterberg - har i denne periode modtaget prisen.

/ritzau/

København, 24/09/2025 - 17:48

Tivolirevyen henter store stjerner fra Cirkusrevyen

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard skal kaste glans over Tivolirevyen, som har været ramt af udfordringer.

Det er to erfarne kræfter, som Tivoli har hyret i 2026-udgaven af forlystelsesparkens egen revy.

Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard er blandt de mest rutinerede skuespillere i Cirkusrevyen. Men nu skifter de begge teltet på Bakken ud med Glassalen i Tivoli.

Det afslører Tivoli i en pressemeddelelse onsdag.

- Begge er rundet af den bedste danske revytradition, og de to kender hinanden ud og ind og er garanter for det gode grin og parodier, lyder det fra Tivoli.

- De har for eksempel tilsammen mere end 35 revysæsoner i benene alene fra Cirkusrevyen. Begge er blevet belønnet med Årets Dirch-prisen, tilføjer Tivoli.

Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard flankeres blandt andre af skuespilleren Neel Rønholt, som debuterer udi genren.

- Jeg er sikker på, at kombinationen af erfarne medspillere og helt nye revyfrø bliver en fantastisk kombination til at lave en sjov, aktuel, musikalsk og energifyldt revy, siger hun i pressemeddelelsen.

Neel Rønholt bliver ikke den eneste debutant. Det bliver Sicilia Gadborg også.

Ud over Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard kan de to debutanter også læne sig op ad Mikkel Becker Hilgart, der før har medvirket i Tivolirevyen.

Holdet fuldendes af musicalskuespilleren Lea Thiim Harder.

Tivoli har siden 1884 løbende opført revyer i forskellige formater. I 2023 vendte selve Tivolirevyen tilbage, men den har været ramt af flere udfordringer undervejs.

Kort inden premieren på årets revy trak Søs Egelind sig grundet forskellige forventninger til produktionen.

Komikeren Linda P var forinden blevet udnævnt til ny kreativ chef. Hun havde ambitionen om at mikse klassisk revy med comedy anno 2025. Men anmelderne kaldte mikset for mudret.

Linda P og Tivoli havde forskellige holdninger til, hvordan opgaven fremadrettet skulle løses, så samarbejdet ophørte.

Linda P overtog ellers jobbet fra Lisbet Dahl sidste år. Tivoli oplyste, at muligheden for at køre revyen videre i et nyt setup var opstået.

Efter en årrække uden revy i Tivoli skulle Lisbet Dahl genrejse selve Tivolirevyen i 2023 sammen med kapelmester James Price, efter at de ikke længere var en del af Cirkusrevyen.

Anmeldelserne af 2023-revyen var noget lunkne. Pænere var de sidste år. Forestillingen blev dog udfordret kort efter premieren, da Lisbet Dahl blev sygemeldt med en utæt hjerteklap. En række forestillinger blev aflyst, indtil Lone Rødbroe blev hastet ind som vikar.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 24/09/2025 - 14:00

Jonatan Spang anklaget for overgreb efter forhold med 15-årig

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Komiker Jonatan Spang erkender at have handlet forkert i tidligere forhold med 15-årig pige for 16 år siden.

I et opslag på Instagram fortæller Jonatan Spang, at han tidligere som voksen har haft et forhold til en 15-årig pige, der nu anklager ham for at have begået overgreb mod hende.

Opslaget på Instagram kommer dagen efter nyheden om, at han er blevet fyret som vært i satireprogrammet "Tæt på sandheden".

- Som de fleste af jer ved, har DR valgt at afskedige mig som vært på "Tæt på sandheden". Det skyldes, at jeg for 16 år siden, da jeg var 31 år, havde et venskabeligt forhold samt en kortvarig intim relation til en dengang 15-årig pige, skriver han i et opslag på Instagram.

- Hun har nu beskyldt mig for et overgreb begået dengang. Som jeg også har svaret DR, kan jeg ikke genkende hendes udlægning og beskyldninger. Men det har fået mig til at overveje mine egne handlinger, tilføjer Spang i opslaget.

Den tidligere tv-vært fra satireprogrammet skriver, at han burde have handlet mere ansvarligt og aldrig have indledt en relation med "så ungt et menneske".

Jonatan Spang tilføjer ikke mere om, hvad anklagen om overgreb mere præcist omhandler.

Jonatan Spang har ikke yderligere kommentarer, oplyser hans pressemedarbejder David Birch til Ritzau.

Komikeren skriver i opslaget, at han ikke kan "genkende hendes (den 15-årige piges, red.) udlægning og beskyldninger", men at sagen har fået ham til at overveje sine egne handlinger.

Umiddelbart efter opslaget fra Spang på Instagram har Berlingske udsendt en artikel om, at fyringen fra DR skyldes anklager om seksuelt overgreb og grooming af den 15-årige pige.

- På tidspunktet for episoden var hun 15 år gammel og gik i 9. klasse, mens Jonatan Spang selv var 31 år og direktør på Nørrebro Teater, skriver mediet.

To uger før at det blev meldt ud, at den nye sæson af "Tæt på sandheden" blev udskudt på ubestemt tid, havde DR ifølge Berlingske konfronteret Spang med anklagen.

Berlingske har været i kontakt med den i dag 32-årige kvinde, der bekræfter forløbet, men som af hensyn til sagens følsomme karakter er anonym i mediets dækning, lyder det.

Kvinden kontaktede DR's HR-afdeling via en e-mail 17. juni.

I mailen beskrev hun, hvordan en "offentligt kendt dansk mand", der er "aktuel i DR's sendeflade", havde "groomet" og udsat hende for et overgreb i 2009, da hun var 15 år og gik i 9. klasse.

De to skal angiveligt have skrevet sammen privat, beskeder som Berlingske har set, og have haft en relation, der kulminerede i en episode hjemme hos Spang i 2009.

I hans lejlighed skal han først have tilbudt pigen juice, fordi det angiveligt ville være "upassende" at tilbyde øl til en 15-årig pige, lyder det i et referat af episoden fra kvinden.

Derefter skal der ifølge kvinden være sket et overgreb på en sofa i hans lejlighed, beskriver Berlingske.

Kvinden fortæller desuden ifølge Berlingske, at Jonatan Spang gentagne gange sidste år forsøgte at komme i kontakt med hende igen, hvilket fik hende til at konfrontere ham med episoden fra 2009.

Jonatan Spang skriver i opslaget på Instagram, at han har beklaget over for kvinden, men den udlægning genkender kvinden ikke, siger hun til B.T.

- Da han pludselig skrev til mig sidste år, konfronterede jeg ham med min oplevelse, og der skrev han, at han var "ked af", at vi havde haft en forskellig oplevelse af hændelsen, siger hun til mediet.

- Men det er da ikke det samme som at beklage, at han har gjort noget forkert. Jeg har intet hørt fra ham siden. Jeg føler bestemt ikke, at han har beklaget, eller at jeg har fået en regulær undskyldning.

Det fremgår ikke, om Jonatan Spang er blevet politianmeldt for hændelsen fra 2009.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 24/09/2025 - 08:00

FAKTA: Ferieoplevelser med minimal rejsetid

* Der er et væld af oplevelser at finde lige på den anden side af Øresund.

* I Malmø kan hele familien tage på Disgusting Food Museum, hvor man ikke bare kan se, men også smage "ulækker" mad fra hele verden - alt fra tørrede insekter til en særlig thailandsk stinkefrugt.

* Malmøs naboby Lund huser en gammel domkirke med et astronomisk ur, der stammer helt tilbage fra 1400-tallet. To gange om dagen åbner uret sig, og ældgamle mekaniske træfigurer kommer ud - blandt andet er der nogle riddere, der fægter.  

Kilde: Nanna Hyldgaard Hansen, der er forfatter til bogen "Togrejser for begyndere".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 24/09/2025 - 08:00

Efterårsferie uden planer? Her kan du nemt og hurtigt tage hen med tog

Selv om du kun har en uges efterårsferie, kan du uden den store planlægning drage afsted på eventyr til udlandet med tog.

En spontan efterårsferie på skinner og med masser af kvalitetstid kan snildt lade sig gøre, hvis du sætter kurs mod en knap så fjern destination.

Sådan lyder det fra foredragsholder og forfatter Nanna Hyldgaard Hansen, der står bag bogen "Togrejser for begyndere".

- Når man kun har en uges ferie, er der lige lovligt langt til Italien eller Spanien, og så ender man med at bruge rigtig meget af ferietiden i toget, siger hun og foreslår, at du i stedet kigger mod Tyskland eller Sverige.

1) Svensk kurbadeby.

Nanna Hyldgaard Hansens første rejseanbefaling er byen Varberg i Sverige.

- Det er et virkelig fint sted, som kun tager tre timer at komme til med et direkte Øresundstog fra København. Der går altså rigtig mange tog, så det kræver ikke pladsreservation, fortæller hun.

Varberg er en gammel kurbadeby, der året rundt byder på et væld af muligheder for at hoppe i havet og lune sig i en sauna bagefter.

- Der er for eksempel Kallbadhuset, som ligner et orientalsk palads og står på pæle ude i havet. Det er en virkelig flot bygning, hvor de også serverer nogle rigtig gode vafler med syltetøj, fortæller Nanna Hyldgaard Hansen.

Efter at du har udforsket strandpromenaden, kan du gå en tur rundt i byens hyggelige små gader og måske besøge Varberg Fæstning, der både har flotte volde og underjordiske gange.

2) Tysklands Venedig.

Vand fylder ligeledes meget i det tyske flod- og moselandskab Spreewald. Her kommer du til ved først at tage et tog til Berlin og så drage en lille time videre sydpå.

- Så kommer du ud i en kæmpestor skov med over tusind kilometer lange kanaler. Området er dannet af smeltevand fra istiden, og der er næsten ingen veje, så de fleste kommer rundt med båd eller med pramme, siger Nanna Hyldgaard Hansen.

De mange kanaler betyder, at der er rig mulighed for at leje kanoer, stand up paddleboards og opleve naturen fra vandvejen.

- Vi så isfugle, guldsmede, oddere og storke. Der var også bævere. Dem så vi ikke, men vi så træstammer, de havde hvæsset deres tænder på, og et bæverbo. Der var meget flot.

3) Fabeldyr og hedetur.

Blot en halv times togtur syd for Hamburg ligger den tyske middelalderby Lüneburg, der i sin tid blev rig på handel med salt. Og fortidens velstand kan ses i arkitekturen med huse, der er overdådigt udsmykkede med alt fra ansigter til fabeldyr.

Ud over at byen i sig selv er et besøg værd, anbefaler Nanna Hyldgaard Hansen en tur ud til naturparken Lüneburger Heide, som er et kæmpestort hedeområde med masser af vandre- og cykelruter. Det er også muligt at hoppe på en af de store hestevogne, der fragter folk rundt i det lyngklædte landskab.

På Lüneburger Heide ligger desuden en stor dyrepark, hvor du kan høre ulve hyle og komme helt tæt på en grævling. Nanna Hyldgaard Hansen og hendes familie havde det også sjovt i den lokale barfodspark, som er et fænomen, der findes flere steder i Tyskland.

- Det er en form for forlystelsespark, hvor du går rundt med bare fødder på forskellige underlag. Der er både klæbrigt mudder, vand, brosten, grankogler og korkpropper, fortæller hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek