Tel Aviv, 06/07/2025 - 19:06
Netanyahu rejser til USA og tror på Trumps hjælp til våbenhvileaftale
Benjamin Netanyahu har sendt forhandlere til Qatar og rejser selv til USA for at mødes med præsident Trump.
Kevin Mohatt/Reuters
Af: /ritzau/
De israelske forhandlere har fået klar besked på at indgå en aftale om våbenhvile i Gaza under de betingelser, som Israel på forhånd har godkendt.
Det siger Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, inden han stiger om bord på et fly mod Washington D.C. søndag aften ifølge Reuters.
I USA skal han mødes med landets præsident, Donald Trump.
Netanyahu siger inden afgang, at han tror på, at Trump kan hjælpe Israel med at nå sine mål med våbenhvileforhandlingerne.
- Jeg tror bestemt, at drøftelserne med præsident Trump kan hjælpe med at fremme disse resultater, siger den israelske premierminister.
Israels forhandlere er søndag rejst til Qatar, hvor forhandlingerne om en våbenhvile mellem Israel og den militante bevægelse Hamas foregår.
Qatar er mægler i forhandlingerne sammen med USA og Egypten.
Netanyahu tilføjer i lufthavnen uden for Tel Aviv, at Israel ikke vil acceptere en våbenhvileaftale, som tillader Hamas at blive i Gaza.
- Vi vil ikke tillade en situation, hvor der opfordres til bortførelser og drab, siger han ifølge det israelske medie Times of Israel.
Det er uklart, hvilke betingelser Israel har godkendt i forbindelse med forhandlingerne om en våbenhvile.
Hamas sendte fredag sine kommentarer til et aftaleudkast.
Ifølge Times of Israel indebærer forslaget en våbenhvile på 60 dage. Inden for den periode skal Hamas frigive omkring halvdelen af de levende og halvdelen af de afdøde israelske gidsler, som stadig er i Hamas' varetægt.
Derefter vil der være 22 gidsler tilbage i Gaza, hvoraf ti menes at være i live.
Umiddelbart meddelte Hamas, at bevægelsen havde responderet positivt på aftaleudkastet og var klar til at indgå i forhandlinger.
Men Hamas havde også krav til ændringer. Ifølge Times of Israels oplysninger kræver Hamas, at forhandlingerne om en permanent våbenhvile fortsætter, indtil en aftale er nået.
Derudover vil Hamas have åbnet helt for levering af nødhjælp til Gaza, og det skal distribueres i Gaza via systemer, som støttes af FN og andre internationale nødhjælpsorganisationer.
I dag er det primært organisationen Gaza Humanitarian Foundation (GHF), der er støttet af Israel og USA, som uddeler nødhjælp. GHF er blandt andet blevet kritiseret for ikke at sørge for de civiles sikkerhed.
Endelig kræver Hamas ifølge Times of Israel, at Israels militær trækker sig tilbage til de positioner, som det havde indtaget, inden den seneste våbenhvile brød sammen i marts.
Hamas' krav til ændringer er ikke faldet i god jord i Israel, hvor premierministerkontoret lørdag aften meddelte, at kravene er uacceptable.
/ritzau/