København, 16/05/2025 - 21:14
Paludan stoppet af betjente i lufthavn ved Basel
Torsdag blev Rasmus Paludan tilbageholdt i italiensk lufthavn. Fredag blev han stoppet i lufthavn ved Basel.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Partistifter Rasmus Paludan er fredag blevet nægtet indrejse i Frankrig, da han ankom til lufthavnen ved den schweiziske by Basel.
Her blev Paludan ifølge eget udsagn mødt af "mange franske politifolk", der fortalte, at han ikke måtte komme ind i Frankrig.
Den lufthavn, som Paludan ankom til, ligger i fransk territorium.
- Jeg blev afvist i 2020 (i Frankrig, red.), men den beslutning var ikke påhæftet noget indrejseforbud.
- Jeg tror, de troede, at det betyder, at man aldrig må komme ind. Det var den gamle beslutning, de henviste til, siger Paludan.
Han fortæller videre, at han ikke har været anholdt, men partistifteren endte med at blive sendt tilbage til København med fly.
- Jeg kunne ikke flygte. Det var meget enkelt, siger han.
Torsdag morgen blev Paludan nægtet indrejse og tilbageholdt med henblik på deportering i lufthavnen Malpensa i italienske Milano.
Paludan har fredag fået en række papirer med hjem, men de er ifølge partistifteren "fuldstændigt uforståelige".
Derfor er det "meget uklart", hvorfor Paludan blev nægtet indrejse i Frankrig, lyder det.
Under episoden i lufthavnen ved Basel blev han "ringet op af en fra ambassaden, som kunne rede trådene lidt ud".
Paludans formål med rejsen var, at han skulle besøge en bekendt i Schweiz, siger han.
Ifølge Paludans sekretær, Lars Erichsen, venter partistifteren på en skriftlig begrundelse for, hvorfor han torsdag blev nægtet indrejse i Italien.
Her skulle han efter planen deltage i en såkaldt remigrationskongres.
Begrebet remigration hører hjemme på den yderste politiske højrefløj.
Det handler om at tilskynde immigranter og deres efterkommere til at forlade det land, hvori de opholder sig.
I en video på det sociale medie X fortalte Paludan på engelsk, at han er blevet nægtet indrejse i Italien i ti år.
Ifølge Lars Erichsen blev Paludan i lufthavnen i Milano afkrævet at lade sig fotografere og afgive fingeraftryk.
/ritzau/