Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/06/2026 - 09:05

19-årig anholdt i sag om dødeligt kast med håndgranat

En 31-årig mand døde, nogle dage efter at han var blevet ramt af en håndgranat, der blev kastet på Amager.

Af: /ritzau/

Endnu en person er blevet anholdt og sigtet i sagen om en håndgranat, der 25. maj blev kastet ind i en gård på Amager og kostede en 31-årig mand livet.

En 19-årig dansk mand er blevet anholdt i sagen og er sigtet for medvirken til drab.

Det oplyser Københavns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Tirsdag klokken 09.30 fremstilles han i grundlovsforhør i Københavns Byrets afdeling i Dommervagten i Vestre Fængsel.

Flere andre er allerede fængslet i sagen. Blandt andet mener politiet at have anholdt den person, der kastede håndgranaten. Der er tale om en 19-årig mand.

Det var omkring klokken 18.00 den 25. maj, at der blev kastet en håndgranat ind i en gård på Kurvemagerstien på Amager.

En 31-årig mand kom slemt til skade og døde nogle dage efter hændelsen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek