Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/03/2024 - 08:00

Fang nuet ved at leve livet i takt med naturens rytme

Du opnår et øget nærvær, hvis du i højere grad lader årstiderne påvirke dagligdagens trummerum, mener forfatter til ny bog.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Naturen og dens skift forankrer dig i nuet i et ellers hektisk hverdagsliv.

Sådan har Mia Gardum det i hvert fald. Hun har i flere år drevet en populær instagramprofil og et nyhedsbrev med tips til, hvordan du helt konkret kan lade årstiderne guide dine rutiner.

Nu har hun samlet rådene og foldet dem yderligere ud i den nye almanak "Refugium", der netop er udkommet på forlaget Turbine.

- Tiden går hurtigere og hurtigere og forsvinder totalt mellem fingrene på mig. Men når jeg er ude i naturen, går det hele lidt langsommere, og jeg lægger mere mærke til alle nuancerne, og hvor jeg er lige nu, fremfor hvor jeg er i morgen eller om en måned, fortæller Mia Gardum.

Hendes primære opfordring til dig, der ønsker at opbygge en forbindelse til naturen, er at finde en fast rute nær dit hjem, hvor du går en tur mindst en gang om ugen.

- Det kan sagtens være en smuk allé eller en park. Det behøver ikke være vild natur. Vi har en tendens til at udskyde naturoplevelserne, fordi vi tror, at vi skal i en naturpark for at få dem. Men det handler om at finde en bid natur der, hvor du bor, siger Mia Gardum.

Når du har bestemt dig for en rute, lægger du den ind som en fast del af din dagligdag.

- Ret hurtigt vil du begynde at fange de små nuancer og årstidernes små forandringer. Foråret i marts ser meget anderledes ud end foråret i maj, og når du uge efter uge får øje på de små nuancer, får du en større forbundethed til naturen og dens rytme.

Tidligere kunne Mia Gardum føle, at hun blev ramt af efteråret med 200 kilometer i timen, fordi hun ikke lagde mærke til overgangen mellem årstiderne. Det kunne føles, som om bladene pludselig var faldet af alle træerne, og at regn og rusk med ét gjorde alt gråt og trist.

- Det gav mig en anden tidsforståelse, da jeg begyndte at tjekke meget mere ind med naturen, fortæller hun.

Nu oplever hun ofte en spontan glæde over helt små ting, der sker i det daglige.

- I morges hørte jeg solsorten synge, og jeg har sådan savnet solsorten hele vinteren. Det er de helt små ting, som man ikke tænker er vigtige, men som er det. Det er en forankring i nuet, og det giver et større nærvær, som smitter af på de ting, jeg ellers laver, og på mine relationer.

Ud over faste gåture i det fri holder Mia Gardum af at udføre ritualer og aktiviteter, der knytter sig til årstiden. På dette tidspunkt af året holder hun for eksempel Majaften, som er den sidste dag i april.

- Det er en gammel fertilitetsfejring, hvor man laver bål og binder blomsterkranse. Det er en måde at sige rigtig velkommen til foråret på, siger hun.

Hun plejer at fejre aftenen ved at samle vennerne til sammenskudsgilde og blomsterkransebinding på en af bålpladserne, der ligger i Aarhus-området.

- Årstidsfejringer skaber de her tematiske rammer, som giver noget nyt til måden at være sammen på. Og så giver det noget til samværet, at aktiviteterne foregår udendørs. For eksempel behøver man ikke tysse på børnene, siger Mia Gardum.

/ritzau fokus/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek