Washington D.C., 16/05/2026 - 01:54
Højesteret afviser omtegning af valgkredse i Virginia
Vælgere stemte i april for at omtegne Virginias valgkort. Højesteret afviste fredag at genindføre omtegningen.
Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's højesteret har fredag afvist et forsøg på at genindføre omtegningen af valgkredse i den amerikanske delstat Virginia.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Demokraterne i delstaten havde bedt USA's højesteret tage stilling i sagen, efter at en lavere retsinstans fredag i sidste uge underkendte omtegningen af valgkort.
I april havde et flertal af vælgerne i Virginia ved en afstemning godkendt planen for at omtegne delstatens valgkredse til Demokraternes fordel.
Men dommerne i den amerikanske højesteret afviste fredag at omstøde sidste uges afgørelse om at skrotte planen om nye valgkredse.
Højesteretten griber ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP) normalt ikke ind i sager, der er afgjort ved delstatslige domstole, medmindre sagen relaterer sig til føderal lovgivning.
Lige nu er seks demokrater og fem republikanere fra Virginia valgt i Repræsentanternes Hus.
Omtegningen ville øge Demokraternes chancer for at skaffe yderligere fire pladser i Huset ved midtvejsvalget i november.
Afgørelsen af USA's højesteret er det seneste slag i en hidtil uset landsdækkende kamp om amerikanske valgkredse.
Tidligere denne uge banede højesteretten vejen for, at republikanere i delstaten Alabama kan arbejde videre med et nyt valgkort, som vil være mere fordelagtigt for partiet forud for midtvejsvalget i november.
Dommerne ophævede dermed en tidligere afgørelse fra en lavere instans, som blokerede for republikanernes ønskede omtegning af valgkredsene.
Domstolen har også været involveret i sager om valgkort i delstaterne Louisiana, Texas og Californien.
Kampen om valgkredse begyndte for alvor, da USA's præsident, Donald Trump, opfordrede republikansk-ledede stater til at genoverveje valgkredsene for at hjælpe Republikanerne med at beholde partiets snævre flertal i Kongressen.
Taktikken med at ændre optegningen af valgkredse er kendt som "gerrymandering" og bruges af de to store amerikanske partier til at øge deres indflydelse i Kongressen i Washington D.C.
Som udgangspunkt optegnes de amerikanske valgkredse hvert tiende år efter de nationale folketællinger i USA. Men de seneste ændringer af valgkredsene i flere delstater er sket midt i en sådan periode.
På nuværende tidspunkt har Republikanerne flertal i både Repræsentanternes Hus og i Senatet, som er de to kamre i Kongressen.
/ritzau/




