København, 18/10/2025 - 08:00
Susse Wold insisterer på at være levende i live
- Når man er blevet alene og sidder der, har man et valg: Vil jeg leve, eller vil jeg dø?, siger skuespillerlegenden Susse Wold.
Emil Helms/Ritzau Scanpix
Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus
- Man skal altid være stærkere end sin stærkeste undskyldning.
Ordene har Susse Wold skrevet for længe siden, men for nylig dæmrede de igen i hendes bevidsthed.
Det er så sandt, som det står skrevet, tænkte den 86-årige stjerneskuespiller, da hun blev spurgt, om hun ville vende tilbage på de skrå brædder i Det Ny Teaters opsætning af musicalen "My Fair Lady" efter knap et årti væk fra scenen.
- Jeg har en masse undskyldninger for at sige nej. Men jeg kunne også finde en masse grunde til at sige ja, fortæller Susse Wold.
- Teatret tager jo også ansvaret ved at engagere mig. Jeg kan jo være død til den tid, musicalen får premiere - det kan også være, at jeg er glad i live. Det ved man ikke ...
Det ved man rigtignok ikke. Men Susse Wold insisterer på at være i live, lige så længe hendes hjerte slår.
- Når man er blevet alene og sidder der, har man et valg: Vil jeg leve, eller vil jeg dø? Skal jeg sidde og vente og se gammel ud?
- Det eneste, der gør mig rigtig glad, er at gøre noget af det, jeg plejer: skrive, holde foredrag og samarbejde med andre mennesker. Kreere noget. Det er livgivende, siger hun.
Susse Wold mistede sin mand, sin elskede Bent, i november 2024 efter 53 år sammen - og endnu flere i hinandens sfære.
87 år blev han.
Han kom sig ikke over en alvorlig lungebetændelse.
- Det er svært at stå der alene. Det er det. Men på den anden side skal man heller ikke sige: "SÅ er livet også forbi". Det ville Bent ikke synes om, det kan jeg godt love for! Det ville han ikke!, siger Susse Wold og fortsætter:
- Han ville synes, det var lidt skævt nok, at jeg har sagt ja til at lave en musical. "Er du rigtig klog?". Men han ville helt klart forstå hvorfor.
Ved at kreere noget sammen skaber man noget for andre. Og derved i sig selv.
- Man skal sørge for at gøre noget for andre mennesker. Det er vigtigt. Alt, hvad du giver, får du igen. Og hvis du ikke tænder lys for andre - ved du hvad - så kan man ikke brokke sig over at komme til at stå i mørket, siger Susse Wold.
- Jeg har været så heldig at have en, der har været med på idéer, som jeg har syntes, har været sjove. Det er fantastisk givende i et partnerskab. En stor gave, som ikke er alle beskåret.
Sidst Susse Wold stod på Det Ny Teater, var i 2017 i "Kærestebreve" over for Bent Mejding i genopsætningen af glansstykket, som var skuespillerens bebudede sidste rolle på teatret samtidig med hans 60-årsjubilæum.
Det var også der, at de cirka 60 år forinden havde mødt hinanden for første gang, da de begge gik på Privatteatrenes Elevskole i slutningen af 50'erne.
- Vi spillede vores første forestilling sammen på Det Ny Teater, og vi spillede vores sidste forestilling sammen der, fortæller Susse Wold.
- Jeg synes, der er noget vanvittigt over at komme tilbage til et sted og til en historie, jeg kender.
Susse Wold og Bent Mejding var ikke kærester, da de stod over for hinanden for første gang tilbage i 1963 i farcen "Victor eller Når børnene tager magten". Men det var de, da de lavede deres sidste stykke, "Kærestebreve", sammen i 2017.
Derimellem har de blandt andet samspillet i "Matador" som levemanden Jørgen Varnæs og elskerinden Gitte Graa, i stykket "Privatliv" i 1971, hvor de for alvor faldt for hinanden, og i opførelsen af George Bernard Shaws klassiske skuespil "Pygmalion" i 1978.
Hun som den bramfrie blomsterpige Eliza Doolittle, han som den stivnakkede sprogprofessor Henry Higgins.
Musicalen "My Fair Lady" udspringer af "Pygmalion" og handler om Eliza, der havner i hænderne på Henry Higgins, som skal lære hende at begå sig på de bonede gulve.
I det skjulte vædder han med en kollega om, at han kan løfte Eliza op til det bedre borgerskab alene ved at lære hende at tale korrekt.
I Det Ny Teaters opsætning af "My Fair Lady" skal Susse Wold ikke spille Eliza, men moren til sprogprofessoren, som portrætteres af Peter Plaugborg. Sofie Topp Christensen indtager titelrollen i musicalen, som også har Tommy Kenter med.
Fra 5. februar 2026 og to måneder frem står Susse Wold således på den scene, hvor både Eliza og Higgins og hun og Bent blev forelskede.
- Jeg tror, at hvis ikke jeg havde haft den styrke, som jeg egentligt har, fordi jeg har fået al den kærlighed fra Bent, så havde jeg ikke klaret det liv, jeg har haft. Jeg stoler på, at jeg har den - momentvis i hvert fald. Men som alle andre mennesker har jeg også dyk, siger hun og fortsætter:
- Det liv, jeg har fået tildelt, har været mange ting, men i mange år har det været lykkeligt. Det er ikke alle, der finder en, som de både kan kreere med, og som kan være din partner.
Heldet over at være ledsaget af en partner i livet og på scenen igennem så mange år har efterladt et enormt hul.
At det virkelig er sket er uvirkeligt.
- Jeg ved ikke, hvordan det er endnu ... Så længe er det ikke siden, siger Susse Wold.
- Nu er jeg hér. En dag ad gangen.
Efterhånden er en dag ad gangen blevet til 365 dage i alt.
Årsdagen oprinder snart.
Hun har det meget forskelligt, som hun udtrykker det.
- Det er sådan en rutsjebanetur. Men for mig er det meget et spørgsmål om hele tiden at holde balancen i nuet, i nærværet. Det eneste, vi har, er lige nu. Lige nu. Lige nu. Lige nu, siger hun langsomt og betoner hver en stavelse, inden hun sætter farten op igen:
- Der kan komme en bombe - sådan - om et øjeblik, og så er vi her ikke, siger hun og vifter hurtigt med hånden.
Puf.
- Det der nærvær og det der nu dyrker jeg fantastisk meget af. For hvis man er i sit nu med andre mennesker, så er man ikke i sin sorg. Man er så i live. Det er noget andet at ligge klokken fire om morgenen og ikke kunne sove ... Der er det meget svært at være i sit nu, for der har man ikke nogen distraktioner.
Susse Wold har for nylig tilbragt to måneder på Hawaii. En paradisisk plet på planeten, hvor hun og Bent Mejding også blev gift i 1983 og siden har gentaget ritualet.
År efter år er de vendt tilbage til amerikanske ørige.
I sommer var Susse Wold selvsagt afsted uden Bent.
- Jeg vidste godt, at jeg ville være alene, men jeg var bange for at blive ensom - det var jeg ikke, fortæller Susse Wold.
Havet hypnotiserede hende.
På Hawaii mener man, at det har samme pH-værdi som fostervand. Her slutter livets cirkel ved, at man bliver givet tilbage til havet.
- Jeg elskede at se på Stillehavet, på oceanet. Jeg elskede, at der ikke var nogen, der ringede. Jeg elskede, at der ikke var nogen, der kom. At der ikke var nogen, jeg skulle tale med. At jeg ikke havde nogen forpligtelser, og jeg kunne bade, når jeg ville. Det var afslappende, siger hun.
Hun brugte dagene på at skrive.
Teksterne kredsede om ordet "balance".
- Jeg laver jo altid dobbelttitler, indskyder Susse Wold, som tidligere har skrevet erindringsbogen "Fremkaldt" og sine memoirer i bogen "Bevægelse".
- Balance handler både om den fysiske balance, når man er gammel, men sandelig også den mentale balance, som man bliver nødt til at tænke på. Det er jo noget med, at hvis ikke du bevæger dig hen til et sted, så bliver du ikke bevæget selv, siger hun.
- Hvis ikke du fremkalder dig selv som den, du er, bliver du aldrig et helt billede. Og hvis du ikke finder en balance i dit liv, med din partner, med din fysik, med det mentale, er der ubalance.
/ritzau/
