Islamabad, 06/02/2026 - 22:12
IS tager skyld for selvmordsangreb i pakistansk moské
Mindst 31 blev dræbt, og 170 såret, da selvmordsbomber angreb moské i Islamabad.
Aamir Qureshi/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Islamisk Stat tager skylden for et dødeligt angreb mod en moské i Pakistans hovedstad, Islamabad, fredag.
Det siger den militante islamistiske gruppe på sin kanal på Telegram.
Mindst 31 blev dræbt, og 170 såret, da en selvmordsbomber angreb den shiamuslimske moské, oplyser politi og embedsmænd.
Angrebet skete, samtidig med at der var fredagsbøn i moskéen, som ligger i en forstad til Islamabad.
Selvmordsbomberen "sprængte sig selv i luften i den sidste række af bedende", skriver forsvarsminister Khawaja Asif på X.
Ministeren siger, at bomberen tidligere havde rejst til Afghanistan, og beskylder uden beviser nabolandet Indien for at støtte angrebet.
Indiske myndigheder har fordømt angrebet. De affejer beskyldningerne fra den pakistanske minister som "grundløse".
Ved Islamabads største offentlige hospital ventede familiemedlemmer på nyt om deres nærmeste både uden for bygningen og inde i de fyldte hospitalsgange.
46-årige Sarfraz Shah fortalte, at han var taget til moskéen sammen med sin yngre bror, 39-årige Manzar. Det plejer de at gøre hver fredag.
- Jeg hørte skud, og jeg forsøgte at forstå, hvad der var sket, da der var en kæmpe eksplosion, sagde Shah.
- Folk blev kastet omkring. Der var røg. Ingen vidste, hvad der skete. Så var der blod over det hele.
Shiamuslimer er en minoritet i det overvejende sunnimuslimske Pakistan og har jævnligt været mål for militante angreb.
Islamisk Stat og gruppen Tehreek-e-Taliban Pakistan har blandt andet gennemført angreb mod shiamuslimer.
/ritzau/Reuters




