København, 04/02/2026 - 14:25
S bruger penge på små klassetrin for at forebygge mistrivsel senere
Ældre elever rammes af mistrivsel og fravær, men penge skal bruges på små klassetrin ifølge Socialdemokratiet.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det er særligt i de ældre folkeskoleklasser, at der er mistrivsel og fravær blandt eleverne.
Men i Socialdemokratiets nye udspil bliver størstedelen af pengene brugt på et loft på maksimalt 14 elever per klasse i de mindste klassetrin.
Det skyldes, at regeringspartiet vil sætte ind, inden problemerne bliver for store ifølge statsminister Mette Frederiksen (S).
- Det er i virkeligheden klassisk skandinavisk velfærdspolitik. Vi sætter ind, inden problemerne bliver for store. Det er det, lærerne drømmer om, og jeg tror også, det er det, forældrene drømmer om.
- Det allerbedste vi kan gøre, er at forebygge. Vi håber på, at børnene får en roligere og bedre skolestart, siger hun på et pressemøde onsdag.
Socialdemokratiet vil gå til næste folketingsvalg med et forslag om at lave en "lilleskole i folkeskolen". Det fremgår af udspillet, som onsdag præsenteres på et pressemøde på Pilegårdsskolen i Kastrup på Amager.
Det mindre klasseloft vil koste fem milliarder kroner om året ifølge Socialdemokratiet. Når der er færre elever, vil lærerne have lettere ved at sikre en bedre skolestart og måske forebygge mistrivsel.
- Nu satser vi hele butikken på det forebyggende arbejde og på det lange seje træk, siger hun og uddyber, at der skal være mindre kontakt mellem lærere og forældre på platformen Aula og mere ansigt til ansigt.
Klasseloftet for indskolingen - 0. til 3. klasse - er i dag på 26, mens det er 28 elever per klasse fra 4. til 9. klasse.
Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) uddyber, at der også er afsat 700 millioner kroner til en tolærerordning for visse ældre klasser.
- Sagsbunkerne med børn, der venter på en psykologisk vurdering, er tit problemer, som har været små, men som på grund af ventetid og manglende støtte fra skolen er blevet store, siger han.
Socialdemokratiets forslag om maksimalt 14 elever per folkeskoleklasse på 0.-3.-klassetrin kræver over 4000 ekstra lærere.
Partiet har ikke fremlagt finansiering for udspillet, men vil fremlægge et forslag inden folketingsvalget, der skal afholdes senest 31. oktober.
Pengene vil ikke blive taget fra det økonomiske råderum, lyder det. Det er statens forventede overskud i fremtiden.
/ritzau/




