Odense, 01/02/2026 - 13:09
Beboere indbydes til møde efter eksplosion i Odense
Evakuerede fra ejendom i Korsløkkeparken skal genhuses på hotel, fortæller direktør i boligselskab.
Robert Wengler/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter en voldsom eksplosion i en beboelsesejendom i Odense vil et boligselskab indkalde beboerne til stormøde.
Det siger direktøren i Fyns Almennyttige Boligselskab søndag til Ekstra Bladet.
- Det er bare fantastisk heldigt, at der ikke er nogen, der er kommet til skade, siger Jacob Michaelsen.
I alt 11 personer blev evakueret fra den berørte opgang i Korsløkkeparken. De genhuses på hotel, oplyser han til Ekstra Bladet.
Flere myndigheder har været i aktion i boligområdet efter det, som politiet har betegnet som en eksplosionsbrand.
Heriblandt er ammunitionsryddere fra Forsvaret og kemiske specialister fra Beredskabsstyrelsen.
Fyns Politi har udtrykt forståelse for, at beboere kan være blevet utrygge efter hændelsen. De henvises til at kontakte Offerrådgivningen på telefon 116 006.
Vinduer i flere lejligheder blev ødelagt, og også selve bygningen har fået skader, viser billeder fra Korsløkkeparken.
I et opslag på Facebook skriver borgmester Peter Rahbæk Juel (S), at et opgør mellem kriminelle grupper kan være en forklaring.
- Hvis der ligger en målrettet kriminel handling bag, som Fyns Politi mistænker, så ligner det umiddelbart endnu et led i rækken af voldelige opgør mellem de kriminelle klaner med indvandrerbaggrund, skriver borgmesteren.
Han nævner også "klanernes totale ligegyldighed over for andre mennesker".
En beboer fortæller til TV 2 Fyn om et brag og et orange lysglimt.
Politiet har bedt borgere om at dele fotos, videoer og andre oplysninger, og nogle har allerede efterkommet opfordringen, har politiet oplyst til Ritzau.
Over middag melder politiet, at flere myndigheder vil være på gerningsstedet i "adskillige timer".
/ritzau/




