Cape Canaveral, 04/04/2026 - 02:04
Nasa deler astronauts foto af Jorden fra rummission
Astronauten Reid Wiseman har taget billeder af Jorden fra rumfærgen "Orion", der skal rejse rundt om Månen.
Reid Wiseman/Nasa/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Det amerikanske rumfartsorganisation, Nasa, har fredag offentliggjort de første billeder taget inde fra det bemandede rumfartøj "Orion", der skal rejse rundt om Månen.
Blandt billederne er et fuldt portræt af Jorden, hvor man kan se verdenshavene og bølgende skyer.
Billederne er taget af astronauten Reid Wiseman, der er en af fire astronauter om bord.
Rumfærgen blev natten til torsdag opsendt fra Cape Canaveral i den amerikanske delstat Florida.
25 timer senere blev "Orion" katapulteret ud af Jordens kredsløb med voldsom kraft, da motorerne blev tændt i en periode på nøjagtig fem minutter og 50 sekunder.
Den canadiske astronaut Jeremy Hansen, der er på sin første rumrejse, har udtrykt begejstring over at være langt væk fra Jorden.
- Det har været helt utroligt for mig - det er simpelthen så ekstraordinært. Jeg kan virkelig godt lide at være heroppe. Udsigten er fantastisk, sagde Jeremy Hansen i en spørgerunde efter opsendelsen.
- Det er virkelig sjovt at svæve rundt i vægtløshed. Det får mig til at føle mig som et lille barn.
Nasa meddeler fredag, at alle systemer på "Orion" fungerer, og at astronauterne er i godt humør. De har også talt med deres familier, lyder det.
Den næste store milepæl på den cirka 10 dage lange mission forventes natten mellem søndag og mandag, hvor Månens tyngdekraft vil overgå Jordens påvirkning af rumfærgen.
Besætningen skal mere end 400.000 kilometer ud i rummet, hvilket er den længste distance et bemandet rumfartøj har været væk fra Jorden.
"Orion" skal efter planen lande i Stillehavet den 10. april, hvor redningshold vil være klar til at hente besætningen.
Opsendelsen er en del af Nasas Artemis II-mission. Hvis den lykkes, bliver det første gang siden 1970'erne, at mennesker sendes rundt om Månen.
Artemis II-missionen spiller en central rolle i Nasas planer om at få mennesker tilbage på Månen.
Planen er senere at bygge en permanent rumbase på Månen som afsæt for mere udforskning af rummet, herunder rejser til Mars.
ritzau/AFP




