København, 18/01/2026 - 11:01
Reuters: Mindst 5000 er døde i Iran under protester
Siden december har demonstrationer mod præstestyret i Iran bredt sig til mange byer rundt i landet.
Office Of The Iranian Supreme Le/Reuters
Af: /ritzau/
En iransk myndighedsperson siger søndag til nyhedsbureauet Reuters, at iranske myndigheder har bekræftet, at mindst 5000 mennesker er blevet dræbt under de voldsomme protester i Iran.
Embedsmanden, der ønsker at forblive anonym på grund af sagens følsomhed, fortæller også Reuters, at nogle af de voldsomste sammenstød og det højeste antal dødsfald har fundet sted i de iransk-kurdiske områder i det nordvestlige Iran.
Blandt de 5000 dræbte skulle 500 være fra iranske sikkerhedsstyrker, skriver nyhedsbureauet.
Dødstallet i Iran varierer afhængigt af forskellige organisationers kriterier for bekræftede dødsfald, og den igangværende internet- og telefonblokade gør det vanskeligt at få pålidelige oplysninger.
Lørdag oplyste den iranske menneskerettighedsorganisation HRANA, der har hovedsæde i USA, at mindst 3300 personer har mistet livet i forbindelse med demonstrationer i Iran de seneste uger.
Ifølge HRANA skulle yderligere over 4300 sager være under gennemgang. Gruppen siger også, at den har bekræftet flere end 24.000 anholdelser.
Reuters citerer den iranske embedsmand for at sige, at det endelige dødstal ikke forventes at stige markant.
Ifølge embedsmanden skulle Israel og "væbnede grupper i udlandet" have støttet og udstyret dem, der gik på gaden.
De iranske myndigheder giver regelmæssigt udenlandske fjender skylden for urolighederne, herunder Israel, der er en gammel ærkefjende af det iranske præstestyre.
Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, har også beskyldt "lejesoldater" med forbindelse til udenlandske magter, sabotører og uromagere for at være involveret i demonstrationerne.
USA's præsident, Donald Trump, har advaret om, at USA vil gribe ind, hvis demonstranter bliver dræbt. Men trods de høje rapporterede dødstal har USA foreløbig ikke gjort alvor af truslerne.
Der har været protestdemonstrationer i Iran siden slutningen af december.
Gradvist har demonstrationerne spredt sig til mange byer i provinsen, og nu er demonstrationerne vendt mod det iranske præstestyre.
Præstestyret har undervejs lukket for internettet, hvilket gør det svært for iranerne at få oplysninger fra det lukkede land ud til omverdenen.
/ritzau/




