København, 06/08/2025 - 11:00
Borgere i hovedstaden kan fremover følge ambulancen på telefonen
Region Hovedstadens borgere får mulighed for at se, hvor langt ambulancen er fra dem, mens de venter.
Af: /ritzau/
Akut syge og tilskadekomne borgere i Region Hovedstaden kan fremover følge ambulancen på telefonen under udrykning.
Det skriver Region Hovedstadens Akutberedskab på det sociale medie X.
Borgere vil modtage en sms med et link til tjenesten, hvis man har ringet 112.
Tjenesten blev sat i gang tirsdag og gælder kun for såkaldte A-kørsler, der er ved de mest akutte tilfælde.
Det oplyser akutberedskabet til Ritzau.
Det skyldes, at ambulancer ved mindre akutte tilfælde kan blive omdirigeret, hvis der er en mere akut udsat borger tættere på.
Man vil på tjenesten ikke kunne se ambulancens præcise placering, men blot en blå ring, der bliver mindre, i takt med at ambulancen nærmer sig.
Der er indtil videre 46 borgere, der har anvendt tjenesten.
I første kvartal af 2025 nåede 99 procent af alle A-kørsler, det vil sige akutte ambulancekørsler, i hovedstaden frem til borgeren inden for 15 minutter.
Det skrev Region Hovedstadens Akutberedskab i en pressemeddelelse den 30. maj.
Den hurtige responstid skyldes blandt andet et nyt automatiseret system for de akutte ambulancer, fortalte direktør for Region Hovedstadens Akutberedskab Thomas Reimann tilbage i foråret.
- Sidste år implementerede vi et nyt digitalt system, der automatisk sender ambulancer med udrykning ud i de tilfælde, hvor der er tale om potentielt livstruende situationer.
/ritzau/