Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/08/2024 - 08:00

Vild med dans-stjerne: Livsforandringer førte til frieri

Alt kan ændre sig på et øjeblik, har Thomas Evers Poulsen erfaret. Det har fået ham til at ville fejre og forsegle det, der er vigtigst for ham - kærligheden.

Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Den ene har styr på brudevalsen, den anden på bryllupskagen.

Efter ni års forhold faldt den professionelle danser Thomas Evers Poulsen på knæ for sin kæreste, bagedystvinderen SæÞór Kristínsson, på en ferie til den italienske by Verona i juli.

- Jeg troede, håbet var ude, joker SæÞór Kristínsson, og det får Thomas Evers Poulsen til at skraldgrine.

Smilene kommer på en tyngde af alvor.

- Jeg har egentlig i mange år sagt, at jeg ikke ville giftes. Men nogle gange sker der ting i livet, som gør, at man kommer til at tænke anderledes. Og så kunne jeg også se, hvor meget det betød for SæÞór, siger Thomas Evers Poulsen.

- Min far fik konstateret kræft sidste år, min mor har været ude for en ulykke, og jeg synes, der er gået så mange mennesker bort. Og så var det at mærke efter, siger Vild med dans-stjernen, som havde fået assistance fra SæÞór Kristínssons datter, Gloria, til at finde den rigtige ringstørrelse.

Brylluppet skal stå næste sommer. Stedet og datoen er lige faldet på plads - hvor og hvornår det bliver, vil parret, der mødte hinanden gennem datingappen Tinder tilbage i 2015, gerne holde for sig selv.

- Vi gør os mange tanker, og jeg tror, vi er blevet enige om en idé, et ønske og en vision for hele festen og for vielsen, fortæller SæÞór Kristínsson.

De ved endnu ikke, hvem der skal vie dem. Men det bliver i hvert fald ikke en præst.

- Jeg er nok så ateistisk, som man kan blive. Jeg vil gerne pille religionen helt ud af det, understreger SæÞór Kristínsson.

Et standpunkt, han også har uddybet i et længere opslag delt på Instagram.

- Jeg ville have det svært med at blive gift i en kirke og få vores kærlighed velsignet af en præst i Guds navn, når mennesker som mig er blevet (og bliver) forfulgt, diskrimineret og i værste tilfælde slået ihjel i den samme Guds navn i hele verden, skrev han kort efter forlovelsen på det sociale medie.

Brylluppet bliver dog med en række af de klassiske traditioner som brudevals og bryllupskage.

Dansetrinnene står Thomas Evers Poulsen for at lære sin forlovede, mens at SæÞór Kristínsson vil lave parrets bryllupskage.

- Det er mest, fordi jeg ved, hvad jeg kan lide, og hvordan jeg gerne vil have det - og så frygter jeg lidt, at jeg måske godt kunne blive lidt af en bridezilla. Så hvis jeg lægger ansvaret over på en anden, og jeg så ikke bliver tilfreds ...

SæÞór Kristínsson, der vandt "Den store bagedyst" i 2021, har hørt bryllupsgæster beklage sig over den kage, de fik serveret.

- Det skal man bare ikke til vores bryllup.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek