Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 05/09/2023 - 10:07

Tidligere Radio4-direktør overtager roret på Fregatten Jylland

Anne-Marie Dohm er ny direktør for Fregatten Jylland efter at have været chefredaktør på Radio4 siden 2019.

Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det tidligere krigsskib Fregatten Jylland får ny kaptajn.

Fremover skal Anne-Marie Dohm være direktør for skibet, der i dag fungerer som museum. Indtil for nylig var hun direktør og ansvarshavende chefredaktør på Radio4.

Det skriver Fregatten Jylland i en pressemeddelelse.

- Fregatten Jylland er historien om Danmark som krigsførende nation og om et land, der stod over for en stor opgave med at værne om sine grænser. Den historie har aldrig været mere aktuel, udtaler Anne-Marie Dohm i pressemeddelelsen.

- Og derfor glæder jeg mig til at skulle stå i spidsen for udviklingen af fregatten, museet og aktiviteterne omkring værftet.

Det blev meldt ud i sidste uge, at Anne-Marie Dohm stopper som direktør på Radio4. Her lød det, at hun ønskede at prøve nye udfordringer.

Det er planen, at Fregatten Jylland med Anne-Marie Dohm ved roret skal udvide sine formidlingsaktiviteter om fregattens historie og værft.

Det kræver blandt andet, at fregatten får tilført flere midler, står der i pressemeddelelsen.

Og ifølge Fregatten Jyllands formand, Tommy Bøgehøj, skal organisationen derfor være god til at arbejde i feltet mellem offentlige og private interessenter.

- Derfor er det afgørende for Fregatten Jylland, at vi har fået en direktør, som kan det, og som har meget erfaring med sig fra andre kulturinstitutioner, siger Tommy Bøgehøj i meddelelsen.

Fregatten Jylland var en del af krigen i 1864. Her skulle den forhindre, at østrigske skibe kom de preussiske og østrigske landtropper til livs.

Anne-Marie Dohm har været direktør på Radio4 siden 2019.

Radiokanalen har længe kæmpet med dårlige lyttertal.

I gennemsnit havde kanalen 242.000 ugentlige lyttere i de første fem måneder af 2023, viser en gennemgang fra fagbladet Journalisten. I 2019 lå det ugentlige lyttertal på 411.000.

Tidligere har Anne-Marie Dohm blandt andet været rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, ansvarshavende chefredaktør ved Nordjyske Medier og direktør i DR.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek