Bruxelles, 01/07/2025 - 14:38
De Grønne om 2040-klimamål: Frygter et mål under 90 procent
Ifølge Kira Marie Peter-Hansen er det værste scenarie et klimamål under 90 procent og brug af klimakreditter.
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Mangel på flertal for nyt 2040-klimamål i EU-Parlamentet gør SF's Kira Marie Peter-Hansen bekymret for, hvorvidt EU's institutioner kan blive enige om en målsætning for klimaet.
- Det værste ville være, hvis vi fik et klimamål under 90 procent, eller hvis vi fik et klimamål, hvor vi bruger klimakreditter, siger Kira Marie Peter-Hansen, som i EU-Parlamentet repræsenterer gruppen De Grønne.
- Det værste ville reelt være, hvis vi ikke kunne få en 2040-lov på plads.
I den kommende uge ventes EU-Kommissionen at præsentere sit udspil for et nyt 2040-klimamål.
Forventeligt vil udspillet lægge op til en reduktion af drivhusgasserne med 90 procent i 2040 sammenlignet med drivhusgasudledningen i 1990.
SF bakker op om en reduktion på mellem 90 og 95 procent.
En af de store debatter ventes at blive, om lande kan få lov til at købe klimakreditter i tredjelande og tælle dem med i udregningerne.
Klimakrediter kan være investeringer i projekter tredjelande, som mindsker CO2-udledningen. Ifølge fortalere for klimakreditter burde de investerende lande kunne tælle det med som kompensation for eget forbrug.
Kritikken mod klimakreditterne lyder, at det bliver svært at måle, hvor meget de enkelte lande udleder, og at det vil være svært at holde landene til ansvar for deres udledning.
Ifølge Kira Marie Peter-Hansen er det en måde at ødelægge fundamentet for, "hvordan vi forstår klimapolitik".
- Det ender med, at vi ikke får begrænset udledningerne lige så meget, som vi ville gøre, hvis vi satte målet uden klimakreditter.
/ritzau/