Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Frederiksberg, 20/06/2026 - 08:54

Kvinde på 61 år fængslet for besiddelse af sprængstof

På en adresse i Brønshøj ved København fandt politiet 11,2 kilo sprængstof samt patroner. To er fængslet.

Af: /ritzau/

En 61-årig kvinde og en 24-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger for besiddelse af 11,2 kilo sprængstof og cirka 20 patroner.

De blev fredag fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksbergs dommervagt, der ligger ved Vestre Fængsel.

Sprængstoffet blev fundet på en adresse nær Bellahøjparken i Brønshøj i København. Der er tale om formbart sprængstof, der ifølge producentens hjemmeside kan bruges til blandt andet præcisionssprængning, sprængning under vand eller i forbindelse med minedrift.

De to sigtede nægtede sig under grundlovsforhøret skyldige, og de ville ikke udtale sig i retsmødet. Retsmødet fandt sted for lukkede døre, og derfor er det uvist, hvad politiet mener at have af beviser mod dem.

Det har dog været tilstrækkeligt til at overbevise dommeren om, at der er en begrundet mistanke om, at de to er skyldige i sigtelsen.

De er desuden blevet fængslet, fordi dommeren vurderer, at de på fri fod ville kunne vanskeliggøre efterforskningen. Det kan navnlig være ved at fjerne spor eller påvirke eller advare andre.

Politi og anklagemyndighed mener, at kvinden og manden ikke har været alene om forbrydelsen. Af sigtelsen mod dem fremgår det, at besiddelsen af sprængstoffet og patronerne skulle være sket i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med ukendte medgerningspersoner.

Resultatet af retsmødet blev en kendelse om, at den 61-årige kvinde og den 24-årige mand skal sidde varetægtsfængslet foreløbigt frem til den 17. juli. Det er uvist, om de har kæret kendelsen til landsretten.

Det fremgår ikke, hvilken relation kvinden og manden har til hinanden om nogen, hvordan politiet fandt frem til sprængstoffet, eller hvorfor lige netop de to kom i politiets søgelys.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek