Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Moskva, 03/09/2026 - 05:40

Rusland vil lukke tysk kulturinstitution i tre byer efter dronesag

Som svar på, at Det Russiske Hus kræves lukket i Berlin, vil Rusland lukke tysk institution i russiske byer.

Af: /ritzau/

Rusland vil lukke Goethe-Instituttets afdelinger i landet.

Det siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, til det russiske nyhedsbureau Tass under den årlige økonomiske konference Eastern Economic Forum (EEF) i Vladivostok.

- Tyskerne har afdelinger fra Goethe-Instituttet her: Moskva, Sankt Petersborg og Jekaterinburg. Ja, de bliver naturligvis lukket, efter at vores kulturcenter blev smidt ud derfra (fra Berlin, red.), siger han.

Goethe-Instituttet er en tysk regeringsstøttet kulturorganisation, der arbejder i over 90 lande.

Tyskland har krævet, at Ruslands generalkonsulat i Bonn og kulturinstitutionen Det Russiske Hus i Berlin bliver lukket.

Det sker, efter at Tyskland har konkluderet, at Rusland var involveret i et forsøg på et droneangreb i Leipzig/Halle Lufthavn i begyndelsen af august.

Tysklands indenrigsminister, Alexander Dobrindt, præsenterede konklusionen på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

- Rusland var involveret i droneangrebet mod Leipzig/Halle Lufthavn i sidste måned, siger han ifølge nyhedsbureauerne Reuters og dpa.

RITZAU

TjekDet - faktatjek