Washington D.C., 25/04/2025 - 05:42
USA's regering anmoder højesteret om forbud mod transkønnede soldater
Ifølge USA's regering skal forbud mod transpersoner i militæret indføres, selv om dommer har blokeret for det.
Tierney L Cross/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
USA's regering har torsdag anmodet USA's højesteret om at tillade et forbud mod, at transkønnede personer kan gøre tjeneste i militæret.
Det viser et retsdokument, som nyhedsbureauet Reuters har læst.
I sidste måned udstedte en amerikansk dommer et midlertidigt påbud, der blokerede for gennemførelsen af forbuddet. En appeldomstol afviste efterfølgende en anmodning om en udsættelse af kendelsen.
Den amerikanske præsident Donald Trumps administration mener, at forbuddet skal indføres alligevel, lyder det i anmodningen til højesteret.
- I dette tilfælde udstedte distriktsdomstolen et universelt påbud, der tilraner sig den udøvende magts (regeringens, red.) myndighed til at afgøre, hvem der må gøre tjeneste i landets væbnede styrker, lyder det.
Højesteret "bør udsætte distriktsdomstolens påbud i sin helhed", lyder det.
I en bekendtgørelse den 27. januar erklærede Trump, at "det at udtrykke en falsk 'kønsidentitet', der afviger fra en persons køn, gør, at man ikke kan efterkomme de strenge standarder, som er nødvendige for militærtjeneste".
I slutningen af februar fulgte USA's forsvarsministerium, Pentagon, op med et notat, der erklærede, at man ville fjerne transkønnede soldater fra militæret, medmindre de fik en dispensation i hvert enkelt tilfælde.
Det lød samtidig, at man ville forhindre andre transkønnede personer fra at melde sig til hæren.
Hvis forbuddet træder i kraft, kan det påvirke tusindvis af nuværende soldater.
Pentagon-notatet er ifølge Reuters målrettet dem, der er diagnosticeret med kønsdysfori. 4240 af disse personer tjente i militæret i slutningen af 2024, lyder det fra en anonym embedsmand i forsvaret.
Det gælder også personer, der har historik med kønsdysfori eller udviser symptomer på tilstanden.
Transkønnede amerikanere har været udsat for en rutsjebane af skiftende politik de senere år, hvor demokratiske regeringer har forsøgt at give dem mulighed for at tjene i militæret, mens Trump har forsøgt at holde dem ude.
/ritzau/Reuters