Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kongens Lyngby, 02/04/2026 - 17:10

Lejligheder evakueret efter delvis sammenstyrtning af gavl

Ingen personer er kommet til skade, men flere lejligheder på Bagsværdvej i Kongens Lyngby er blevet evakueret.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En gavl på et boligkompleks på Bagsværdvej i Kongens Lyngby nord for København er delvist styrtet sammen.

Det skriver Nordsjællands Politi i en meddelelse på Politi Update.

Ingen personer er kommet til skade, men flere lejligheder er blevet evakueret, og området omkring gavlen er afspærret.

Politiet oplyser til Ritzau, at det drejer sig om fire lejligheder.

Beredskabsmyndighederne har været til stede ved boligkomplekset for at sikre, at ingen er kommet til skade.

Herfra overgår sagen til skadeservice, oplyser beredskabsmyndighederne til Ritzau.

Det betyder, at skaderne skal udbedres, og at en byggesagkyndig skal vurdere boligkomplekset. Herunder skaderne, hvor stabil bygningen er, og hvornår de evakuerede beboere kan vende tilbage.

Politiet tilføjer i meddelelsen på Politi Update, at der ikke er noget, der tyder på, at der ligger en kriminel handling bag sammenstyrtningen, men at man stadig ikke kender årsagen til sammenstyrtningen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek