Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Fredericia, 20/10/2025 - 14:20

Fredericia-ejer vil holde klubben på lokale hænder

Det er vigtigere for FC Fredericia-ejer Anders Østergaard, at klubben bevarer snusfornuft og lokal forankring end for enhver pris at blive i Superligaen.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

AGF, Brøndby og OB. Kent Nielsen, Thomas Delaney og Claus Steinlein. Superligaen har sine konstanter på og uden for banen, men der er også plads til friske pust.

Sådan et er solstrålehistorien FC Fredericia. Efter et tilløb på 24 sæsoner i 1. division rykkede klubben i sommer op i Danmarks bedste fodboldrække som det første nye islæt siden Vendsyssels lynvisit for syv år siden.

Klubben har opført sig som humlebien, der ikke vidste, den ikke kunne flyve. Fredericia har overgået omverdenens lave forventninger ved at være fuldt konkurrencedygtig og ligge over nedrykningsstregen efter 11 spillerunder.

Cheftræner Michael Hansen sørger for driftsikkerhed på banen, mens klubdirektør Stig Pedersen snart runder 30 år som chef for det meste andet. Zoomer man yderligere et nøk ud, finder man endnu en mand, der kan tilskrives en del af æren for, at der spilles superligafodbold i fæstningsbyen: klubejer og mæcen Anders Østergaard.

Han er fredericianer med stort "F" og betalte den største bid af betonkagen, da der var brug for 17 millioner til at gøre byens stadion superligaklar i sommer.

Han er eneejer af olie- og shippingvirksomheden Monjasa, der foruden at være navnesponsor på stadionet har hovedsæde i Fredericia samt kontorer i 13 lande.

- Selvfølgelig skal FC Fredericia ikke spille hjemmekampe i Horsens, Vejle eller Odense, vi skal spille på Monjasa Park. Derfor var den investering en nødvendighed, så vi kunne få et stadion, DBU ville godkende til Superligaen, siger Anders Østergaard.

Kapitaltilførslen medførte, at han gik fra at eje cirka 40 procent til nu at eje cirka 60 procent af fodboldklubben. Som majoritetsejer kan han i princippet bestemme alt, men han nøjes med at holde ledelsen skarp med sin nysgerrighed.

- Det har aldrig været et mål at blive hovedaktionær, det er sket løbende siden vores første sponsorat i 2009. Vores investering i klubben handler ikke om at eje en bestemt procentsats, men at jeg vil være der for klubben og byen. Ejerandelen kan falde eller stige lidt i fremtiden, siger han.

Ifølge Økonomisk Ugebrevs opgørelse over de rigeste danskere er Anders Østergaard med en formue på 4,2 milliarder kroner nummer 49.

Erhvervsmanden bor i Dubai, er verdenskendt i Fredericia, men kan ubemærket gå i fred alle andre steder.

Han har ingen intention om at bruge sin fodboldinvestering som eksponeringsplatform for at blive et kendt ansigt. Målet er heller ikke Champions League eller et stort afkast. Det er en investering med hjertet.

- Jeg ønsker først og fremmest at give noget tilbage til min barndomsby, som har givet mig utrolig meget. Jeg investerer ikke bredt i virksomheder og projekter, men jeg involverer mig personligt, når jeg går ind i noget.

- Jeg vil gerne mærke, at menneskerne og idéerne bag giver mening for mig, og det gør FC Fredericia og alle folk involveret i klubben. Mit mål er ikke at få et økonomisk afkast, men det er et mål at klubben forbliver i økonomisk balance. Og jeg gør mit for at tilbyde, hvad jeg kan på den rejse, siger klubejeren.

Han er stolt af, at FC Fredericia nu spiller med på førsteklasse og, som han formulerer det, har banet vejen via "en bundsolid og jysk tilgang til tingene", "hvor spillere, trænere og direktører har skabt en hjertevarm og familiær klub, selv om de sikkert kunne få højere løn et andet sted".

Han er pragmatisk nok til at vide, at klubben med de nuværende økonomiske rammer får svært ved at etablere sig som fast bestanddel af Superligaen over en årrække. Mindst fem hold i 1. division anslås at have et større sportsligt budget. Klubbens eksistens, ve og vel er langt vigtigere end ligastatus.

- Det vil ikke ligge mig eller klubben naturligt at lave et vildt sats for at blive i Superligaen. I hver eneste sæson ser vi superligaklubber med store budgetter præsentere store tab.

- Vi skal ikke død og pine blive i Superligaen, og hvis vi rykker ned, er vi en superligaerfaring rigere og klogere. Vi skal ikke ruinere vores økonomi ved at være et økonomisk satsende elevatorhold - eller endnu værre at skulle sætte os til salg til udenlandske kræfter, siger klubejeren.

Det er en opfordring til internationale fodboldkonglomerater om at holde sig væk.

- Jeg kan ikke se, at udenlandske ejere kan købe min andel af FC Fredericia, og det synes jeg i øvrigt ikke, at der er behov for. Jeg kan se en stolthed i, at klubben er på lokale hænder, og jeg vil gøre mit for, at det forbliver sådan.

- Vi har set andre danske klubber, hvor det at lade sig sælge til udenlandske kræfter har rykket ved deres DNA, siger han.

Han er egentlig ikke nogen stor fodboldelsker, men oprykningen til Superligaen har åbnet hans øjne for sportens sammenhængskraft.

Det fik han endnu en bekræftelse på, da han for to uger siden var på tribunen til det velbesøgte opgør mod mastodonten Brøndby.

- Det er kæmpe stort for mig at opleve byens entusiasme. Jeg vil sige, at Fredericia mere end nogensinde er på danmarkskortet. Alle vil tale fodbold med mig i de her dage - også i shippingkredse langt væk fra Fredericia.

- At sidde ude på lægterne har også været en øjenåbner for mig i forhold til, hvad fodbold kan. Jeg plejede ikke at følge med i fodbold, skal jeg være ærlig at sige, men det gør jeg nu. For et år siden var det ikke sikkert, at jeg vidste, hvordan det var gået før et par timer efter en kamp, men nu ser jeg alle vores kampe på TV 2 eller Viaplay, hvis jeg ikke selv kan være til stede, siger Anders Østergaard.

- Jeg har ikke nogen ekstraordinær høj puls imens, men jeg lever med ligesom fansene. Det giver et sus af en anden verden, når vi nu er 6000 tilskuere til fodbold i byen, siger han.

FC Fredericia er uden at have været i aktion rykket under nedrykningsstregen i weekenden, men kan komme på den rigtige side af stregen igen med en sejr over Sønderjyske mandag aften. Der er kampstart i Haderslev klokken 19.

/ritzau/

København, 14/12/2025 - 17:30

Kongeparret sender kondolence til Australien efter angreb i Sydney

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kong Frederik og dronning Mary skriver i hilsen, at de er dybt bedrøvede over angrebet på Bondi Beach.

Kong Frederik og dronning Mary sender søndag en kondolence til det australske folk og det jødiske samfund efter et dødeligt skyderi i Sydney.

- Vi og det danske folk er dybt bedrøvede over den tragiske nyhed om terrorangrebet på Bondi Beach i dag.

- Vi sender vores dybeste og inderligste kondolencer til alle de berørte, deres elskede, det australske folk og det jødiske samfund, skriver kongeparret i en meddelelse, som er blevet offentliggjort på kongehusets hjemmeside.

Mindst 11 mennesker blev dræbt i skyderiet, som skete søndag morgen dansk tid. En af de formodede gerningsmænd er også død.

Videooptagelser fra stedet viser to mænd skyde fra en bro mod en menneskemængde. I det område, hvor menneskemængden befandt sig, var der en fejring af den jødiske højtid hanukkah.

Det var i Sydney, at dronning Mary, der er født i Australien, mødte kong Frederik. Det var i 2000, og kongen - på det tidspunkt kronprins - var i Sydney i forbindelse med de olympiske lege.

Motivet til angrebet søndag er ukendt, og de australske myndigheder har ikke fremlagt nogen oplysninger om de formodede gerningsmænd.

Myndighederne er heller ikke kommet med nogen detaljer om ofrene, heriblandt de mindst 29 personer, som blev såret.

Politiet har været ude at sige, at skyderiet bliver efterforsket som et terrorangreb, og Australiens premierminister, Anthony Albanese, har kaldt det et "et målrettet angreb på australske jøder på den første dag af hanukkah".

Også statsminister Mette Frederiksen (S) har kommenteret skyderiet.

- Jeg er forfærdet over det rystende terrorangreb ved Bondi Beach. Lysets fest afbrudt af mørke handlinger. Jeg sender mine dybeste kondolencer til ofrene og deres familier, har hun udtalt i et opslag på X.

I Danmark har myndighederne taget bestik af episoden. Rigspolitiet har bedt politikredsene om at skærpe opmærksomheden på jødiske lokaliteter efter angrebet i Australien, skriver DR og TV 2.

I forvejen har politiet en særlig opmærksomhed på jødiske lokaliteter, hvilket skyldes en generel vurdering fra PET.

Udenrigsministeriet har oplyst til Ritzau, at det ikke har kendskab til, at der skal være danskere blandt ofrene.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 14/12/2025 - 17:04

Kongeparret sender kondolence til Australien efter angreb i Sydney

Kong Frederik og dronning Mary skriver i hilsen, at de er dybt bedrøvede over angrebet på Bondi Beach.

Kong Frederik og dronning Mary sender søndag en kondolence til det australske folk og det jødiske samfund efter et dødeligt skyderi i Sydney.

- Vi og det danske folk er dybt bedrøvede over den tragiske nyhed om terrorangrebet på Bondi Beach i dag.

- Vi sender vores dybeste og inderligste kondolencer til alle de berørte, deres elskede, det australske folk og det jødiske samfund, skriver kongeparret i en meddelelse, som er blevet offentliggjort på kongehusets hjemmeside.

Mindst 11 mennesker blev dræbt i skyderiet, som skete søndag morgen dansk tid. En af de formodede gerningsmænd er også død.

Videooptagelser fra stedet viser to mænd skyde fra en bro mod en menneskemængde. I det område, hvor menneskemængden befandt sig, var der en fejring af den jødiske højtid hanukkah.

Det var i Sydney, at dronning Mary, der er født i Australien, mødte kong Frederik. Det var i 2000, og kongen - på det tidspunkt kronprins - var i Sydney i forbindelse med de olympiske lege.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 14/12/2025 - 10:00

FAKTA: Kendetegn ved digital mobning

Mobning kan se forskellig ud, men følgende punkter kendetegner mobning på nettet: 

* Tonen bliver hårdere end i det fysiske rum, fordi deltagerne sidder på afstand og kan skjule sig bag skærmen. 

* Mobning kan foregå på alle tider af døgnet.

* Dem, der mobber, kan være anonyme. 

* Beskeder om offeret kan hurtigt offentliggøres og cirkulere rundt i længere tid. 

* Mobning kan være usynlig for voksne, fordi de ikke er til stede på de platforme, hvor mobningen foregår. 

Kilde: Red Barnet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 14/12/2025 - 10:00

Digital mobning går ikke på juleferie

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Oplever dit barn mobning, kan utrygheden flytte med ind i højtiden. Sæt diskussionen om skærmtid i anden række, og stå sammen med andre voksne, lyder rådene.

Juleafslutning i skolen eller til spejder betyder ikke, at mobningen sættes på pause.

For når ferien begynder, fortsætter de nedladende kommentarer eller sårende billeder bag skærmen.

Hvad end mobningen foregår i chattråde, spil, på sociale medier eller i skolegården, har den samme effekt - børnene mister tillid til sig selv og fællesskabet.

Det fortæller Jon Kristian Lange, der er faglig konsulent hos Julemærkehjemmene og har arbejdet med børns digitale trivsel i mere end 25 år.

- Nogle gange kan der komme en handlingslammelse, når noget foregår digitalt. Børn skal have hjælp til at kunne håndtere en mobbesituation, uanset hvor den er, siger han.

Jon Kristian Lange forklarer, at de samme situationer, der udspiller sig i klassen, forlænges i for eksempel en gruppe på Snapchat eller andre sociale medier.

På den måde kan mobningen fortsætte døgnet rundt og være svær at spotte som forælder.

Derfor kan du med fordel blande dig i, hvad der fylder i dit barns digitale liv.

Når du spørger ind, så undgå spørgsmål som, "hvem har du snakket med online i dag?", og "hvad snakkede I om?"

Den type spørgsmål er svære for børn at svare på, fordi de simpelthen ikke kan huske det, forklarer Jon Kristian Lange.

Spørg i stedet ind til, hvordan deres humør har været i løbet af dagen.

- Når man begynder med at spørge ind til følelserne, så bliver det nemmere for børn at svare på, siger konsulenten og fortsætter:

- Så kan man prøve at spørge: "Må jeg ikke se, hvad det var, der gjorde dig ekstra glad eller ked af det?".

En analyse af Børns Vilkår viser, at 98 procent af børnene i 5. og 8. klasse bruger mindst et socialt medie.

Snapchat, TikTok og Instagram er blandt de mest populære på de to klassetrin, som organisationen har undersøgt.

Senest har en platform som Ønskeskyen, hvor du kan oprette en profil, sende venneanmodninger og få adgang til andres ønskelister, også vist sig at skabe pres i børnegrupper, skriver TV 2.

Ifølge mediet oplever flere fritidsklubber, at nogle børn ikke tør at skrive deres julegaveønsker på af frygt for mobning.

Hvis du oplever, at tiden, dit barn bruger bag skærmen, fører til mistrivsel, er et forbud ikke nødvendigvis den bedste strategi.

- Det kan være nemmere at give restriktioner på skærmtid, fordi det virker meget ligetil. Det er bare ja eller nej og tænd eller sluk, men mobning er mere kompleks end det, siger han.

I stedet for at diskutere timer og minutter kan du være ekstra opmærksom i de perioder, hvor børnene typisk finder sammen online.

- Ofte er det efter spisetid, at der er mest gang i debatten. Og hvis det er i juleferien, er det måske midt på dagen, siger Jon Kristian Lange.

Om mobningen foregår digitalt eller ej, forsvinder den sjældent af sig selv. Det kræver, at voksne tager ansvar sammen.

Det kan være til stor gavn at skabe gode relationer forældre imellem, inden der opstår konflikter online, pointerer Jon Kristian Lange.

- Jo flere aftaler man laver i fredstid, desto nemmere er det at række ud, når det stikker af, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek