Helsingør, 26/07/2026 - 14:59
To eftersøgte mænd i overfaldssag gik selv til politiet
To unge mænd, der var eftersøgt, henvendte sig selv til politiet og er blevet fængslet i en sag om grov vold.
Af: /ritzau/
To mænd er søndag i Retten i Lyngby blevet varetægtsfængslet for et groft overfald på Rønnebær Allé i Helsingør den 1. juni.
Det oplyser chefkonsulent Ulla Greibe, der mødte for anklagemyndigheden i Nordsjællands Politi i grundlovsforhøret.
Det voldelige overfald fandt sted ved en café i Helsingør om aftenen mandag den 1. juni. Her dukkede syv unge mænd efter anklagemyndighedens opfattelse op.
Nogle var helt maskerede, nogle var delvist maskerede, og nogle var slet ikke.
- De seks af dem medbringer, hvad vi opfatter som våben, siger Ulla Greibe.
Nordsjællands Politi har tidligere oplyst, at der var tale om et opgør mellem to grupper. Hvilke grupper der er tale om, er ikke blevet uddybet, men op mod 15 personer i alt var ifølge anklagemyndigheden involveret.
Det er ikke fortalt, hvad motivet til opgøret skulle være.
Episoden ender med, at en person tager fat i en mand og stikker ham én gang inde under ribbenskanten i den ene side.
- Stikket er fire centimeter dybt og bringer ham i akut livsfare, siger Ulla Greibe.
Dagen efter knivstikkeriet blev fem personer anholdt. En af dem blev løsladt igen, men de resterende fire blev fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet for grov vold.
Politiet har siden søgt efter de to mænd, der ifølge vagtchef Nick Jensen fra Nordsjællands Politi selv henvendte sig til politiet.
Med de to mænd, der søndag er blevet fængslet i sagen, sidder samlet seks unge mænd varetægtsfængslet for grov vold i forbindelse med episoden.
Alle er omkring de 20 år.
I søndagens grundlovsforhør nægtede begge sigtede sig skyldige.
Dommeren fandt dog, at der var en begrundet mistanke mod mændene om, at de har gjort sig skyldige i den rejste sigtelse. Desuden er der en risiko for, at de på fri fod kan påvirke efterforskningen, og derfor varetægtsfængsles de.
Påvirkning af efterforskningen kan eksempelvis bestå i at fjerne spor, afstemme forklaringer eller advare andre.
Ofte argumenterer anklagemyndigheden for en varetægtsfængsling på de maksimale fire uger ad gangen, men denne gang var kravet fra Ulla Greibe blot to dages varetægtsfængsling.
Så udløber deres fængsling dermed samme dato som de fire andre unge mænd, der også er frihedsberøvet i sagen.
De to mænd nægtede sig skyldige og tog forbehold for at kære kendelsen om fængsling.
RITZAU




